Gå til hovedindhold

Vestforbrænding er klar til konkurrencen

LÆS I DAG:
Dragørs borgmester: Regeringens tøven skaber usikkerhed
Lars Aagaard: Odsherred er ikke et generelt billede af varmesektoren
Flere tusinde gasfyr installeret i 2024
Elprisen i 2024 var lavere end seneste fire år
Energinet udvider direktionen
Nej til fjernvarme i Skibbild-Nøvling
Sønderborg holder prisen i ro
Green Power Denmark: Biomasse er ikke en barriere for elektrificering

19. dec. 2024
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Energy Supply:
    Vestforbrænding er klar til konkurrencen

    Fra 2025 skal affaldsenergianlæg i Danmark drives kommercielt og omdannes til aktieselskaber. De danske affaldsenergiselskaber skal overgå til at være aktieselskaber, vil ikke længere være sikret affald fra deres ejerkommuner, hvilket kan føre til øget affaldstransport og import.

    Vestforbrænding ser konkurrencen som en mulighed  for at styrke organisationen, siger Steen Neuchs Vedel til Energy Supply.

    - Nu skal vi ud at byde på vores eget affald, og der er skabt en konkurrence om at vinde affald. Man kan bestemt diskutere rationalet bag at selskabsgøre affaldsenergianlæggene og om priserne i sidste ende falder. Men denne situation har bestemt skabt et større fokus på det kundevendte, hvilket har skærpet organisationen, siger Steen Neuchs Vedel til Energy Supply.

    Konkurrenceudsættelsen sker på baggrund af Klimaaftalen fra 2020, der medførte en ændring i miljøbeskyttelsesloven med sigte på at reducere den samlede forbrændingskapacitet i Danmark med 30 procent.

    *****

    KøbenhavnLIV:
    Dragørs borgmester: Regeringens tøven skaber usikkerhed

    I Dragør Kommune oplever borgmester Kenneth Gøtterup en frustrerende modvind i kampen for at få borgerne til at tilslutte sig fjernvarmen. Det skriver KøbenhavnLIV.

    Kommunens ambition om at udfase gas til boligopvarmning står stille, til trods for klare politiske mål om en grønnere fremtid.

    Med baggrund i det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik fra marts 2022 og klimaaftalen fra juni samme år, blev det besluttet, at Danmark senest i 2035 skal udfase gas i den individuelle opvarmning. Men på trods af en lovende start, hvor en tredjedel af de gasopvarmede boliger er skiftet til grønne løsninger de seneste tre år, ser udviklingen nu ud til at bremse op.

    - Vi ser en markant opbremsning, og det skyldes tre ting: De faldende gaspriser, en misforstået politisk fortælling om biogas, og en manglende slutdato for gas, forklarer Kenneth Gøtterup, borgmester i Dragør Kommune.

    I et forsøg på at gøre opmærksom på problemet, har Kenneth Gøtterup sammen med borgmestre fra hele landet skrevet et brev til regeringen og centrale ministre, herunder Klima-, Energi- og Forsyningsminister Lars Aagaard samt partilederne Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen.

    ***** 

    EnergiWatch:
    Lars Aagaard: Odsherred er ikke et generelt billede af varmesektoren

    Det kuldsejlede fjernvarmeprojekt i Odsherred Forsyning får ikke klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) til at ville igangsætte en generel evaluering af fjernvarmeværkernes selskabsform, skriver EnergiWatch.

    Sagen om Odsherred Forsyning, der er gået i rekonstruktion efter en fejlslået fjernvarmeudrulning, har fået blandt andet Troels Blicher Danielsen, adm. direktør hos Tekniq Arbejdsgiverne til at kritisere styringen i fjernvarmesektoren. Også Dansk Erhvervs underdirektør for klima, energi og miljø, Ulrich Bang har efterlyst en professionalisering af fjernvarmesektoren.

    Men ministeren deler ikke umiddelbart samme holdning. 

    ”Jeg vil understrege, at det ikke er mit indtryk, at sagen i Odsherred er udtryk for den generelle situation i varmesektoren. Jeg mener ikke, at der på nuværende tidspunkt skal igangsættes en generel evaluering, men jeg er åben over for forslag til, hvordan ledelsen af fjernvarmeselskaberne kan styrkes,” skriver Lars Aagaard.

    Ifølge Rune Moesgaard fra Dansk Fjernvarme er det en helt ekstraordinær situation, at et helt forsyningsselskab ender i rekonstruktion, for det har branchen aldrig oplevet før Odsherred Forsyning. 

    Sagen er da også så bemærkelsesværdig, at ministeren erkender, at sagen kan være med til at sætte fokus på økonomistyringen i landets forsyningsselskaber.

    *****

    Energy Supply:
    Flere tusinde gasfyr installeret i 2024

    I 2024 blev der installeret 3.949 gasfyr i Danmark. Det er sket trods de politiske ambitioner om at udfase gassen. I de senere år er installeret omkring 4.000 enheder årligt. Det oplyser Energy Supply på baggrund af tal fra Sikkerhedsstyrelsen.

    Hos KL er Johannes Lundsfryd Jensen, formand for KL’s Klima og Miljøudvalg, frustreret over, at omstændighederne lige nu gør det svært at tilbyde alternativer til gaskunderne.

    "Det dur ikke at sætte danskerne i en situation, hvor prisen på grøn energi bliver så høj, at det ikke giver økonomisk mening at få fjernvarme," udtaler han i en skriftlig kommentar til Energy Supply.

    Johannes Lundsfryd efterlyser politisk handling. Ikke mindst et tydeligt politisk signal om fremtiden for gas, hvis det fortsat er ambitionen, at det skal være udfaset som varmekilde i 2035.

    *****

    Energy Supply:
    Elprisen i 2024 var lavere end seneste fire år

    I 2024 har elprisen i Danmark været den laveste i fire år, 53 øre har det i gennemsnit kostet at bruge en kilowatttime strøm i 2024. Det viser en opgørelse fra Green Power Denmark ifølge Energy Supply.

    Selvom prisen i enkelte timer steg med over 10 kroner på grund af manglende balance mellem forbrug og produktion. Vindmøller og solceller har leveret over 60 procent af den strøm, der er forbrugt i Danmark i løbet af 2024.

    Almindelige forbrugere har i 2024 betalt en elafgift på 95,13 øre pr. kWh inklusiv moms. Derfor opfordrer Green Power Denmark politikerne til at fokusere på to ting, hvis man oftere vil undgå vold  somt høje elpriser.

    - Hvis politikerne vil hjælpe forbrugerne til lavere elpriser, er det mest oplagt at sænke elafgiften. Det er en afgift, som virker mod hensigten, og gør det dyrere at bruge grøn strøm. Og hvis politikerne også sørger for, at der kommer flere solceller og vindmøller, bliver der mindre brug for de dyre fossile brændsler, siger Kristian Rune Poulsen, energianalytiker i Green Power Denmark, i en pressemeddelelse.

    *****

    Energy Supply:
    Energinet udvider direktionen

    Signe Horn Rosted træder ind i Energinets direktion med titlen CTO (chief technology officer). Det skriver Energy Supply.

    Dermed styrker Energinet direktionen ved at inkludere IT, digitalisering og beredskab i den øverste ledelse, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

    Signe Horn Rosted er i dag CIO (chief information officer) og direktør for Tech og Innovation i Energinet, den rolle overtager Nicolaj Nørgaard Peulicke.

    I dag udgøres Energinets direktion af adm. direktør Thomas Egebo, finansdirektør Torben Thyregod samt driftsdirektør Søren Dupont Kristensen.

    *****

    Herning Folkeblad:
    Nej til fjernvarme i Skibbild-Nøvling

    Herning Kommune siger nu endeligt nej til et fjernvarmeprojekt i Skibbild-Nøvling. Det skyldes usikkerhed omkring økonomien.

    - Forsyning Danmark vil jo altid kunne søge igen, men det nuværende projekt får et nej, og det skyldes, at vi ikke har fået projektet og dets økonomi konkretiseret godt nok til, at vi tror på det. Økonomien er simpelthen for usikker, siger Kaare Hjort, afdelingsleder ved Miljø og Klima i Herning Kommune til Herning Folkeblad.

    27. september 2023 modtog Herning Kommune det første forslag til fjernvarmeprojektet fra Forsyning Danmark. En dialog mellem selskabet og kommunen udmøntede sig i et nyt projektforslag 20. juni 2024 fra Forsyning Danmark.

    En af årsagerne til afvisningen skyldes, at Forsyning Danmark indledningsvist lovede, at det for borgerne ikke ville koste noget ud over varmeregningen at få fjernvarme, og at man efterfølgende frit ville kunne opsige aftalen med et halvt års varsel. Siden kom så et krav om betaling af et tilslutningsbidrag på 35.000 kroner.

    Hos byrådspolitiker og lokal Skibbild-Nøvling-borger, Johannes Videbæk (V), håber, at det engang i fremtiden kan lade sig gøre at finde en kollektiv varmeløsning.

    Det samme håb lever hos Forsyning Danmark, der oplyser til Herning Folkeblad, at de fortsat er i dialog med kommunen om projektet.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Sønderborg holder prisen i ro

    Sønderborg Varme har meldt prisen på fjernvarme ud for 2025. Selvom selskabet var nødt til at hæve prisen i august, kommer der ikke yderligere stigning for de omkring 15.000 kunder.

    - Det er vi faktisk ret stolte af, når man ser, at flere selskaber varsler ganske høje prisstigninger ved årsskiftet, siger administrerende direktør for Sønderborg Varme, Erik Wolff til JydskeVestkysten.

    Prisen hos selskabet vil derfor fortsat ligge på 1.269 kroner om måneden for et standardhus på 130 kvadratmeter.

    *****

    Altinget | Forsyning:
    Green Power Denmark: Biomasse er ikke en barriere for elektrificering

    Energiselskabet Better Energy har bebrejdet Danmarks forbrug af biomasse for at bremse elektrificeringen af det danske samfund.

    Men det passer ikke, lyder det fra Green Power Denmark.

    - I sidste ende handler det om at få elektrificeret på forbrugssiden. Det er der utallige barrierer for, men de løses ikke ved at fjerne biomassen, så jeg ved ikke, hvordan han laver den analyse. Sol og vind er absolut den billigste produktionsenhed, og meget af biomassen bruges til at dække et varmebehov og ikke til at dække elproduktionen. Så jeg kan slet ikke forstå argumentationen,” siger afdelingschef Martin Dam Wied til Altinget.

    *****

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...