Gå til hovedindhold

For første gang siden invasionen af Ukraine stiger forbruget af naturgas

LÆS I DAG: Europa rykker grønt: For første gang nogensinde leverer vind og sol mere end fossile brændsler. Borger får medhold i klage over hop i varmeprisen. Danskere ender som lus mellem to negle i den grønne omstilling. Efter kritik af fjernvarmeselskab: - Vi informerer alt for dårligt.

06. aug. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Klimamonitor:
    For første gang siden invasionen af Ukraine stiger forbruget af naturgas

    Brancheforeningen Green Power Denmark frygter, at elektrificeringen i Danmark er ved at tabe pusten til fordel for de gamle sorte energivaner, der er på vej tilbage. Det viser sig bl.a. ved, at forbruget af naturgas er steget for første gang siden invasionen af Ukraine før sommeren 2022, skriver Klimamonitor.

    Stigningen fremgår af en ny opgørelse, som brancheforeningen Green Power Denmark har lavet på baggrund af tal fra Energinet. Således steg forbruget af naturgas i første halvdel af 2024 med 13 procent.

    - Danske forbrugere har været enormt gode til at reducere deres forbrug af naturgas under energikrisen. Havde det været en olympisk disciplin, var vi favoritter til guldet. Men den positive udvikling taber pusten. I takt med at prisen på naturgas dykker, så falder incitamentet til at spare på og omstille forbruget, siger Kristian Rune Poulsen, energianalytiker i Green Power Denmark i en pressemeddelelse.

    Den nye opgørelse viser også, at antallet af private kunder, der opsiger deres gasaftale, er faldet med 49 procent i første halvdel af 2024. Med den udvikling vil der fortsat være 175.00 private gaskunder tilbage i Danmark i 2030 – blot fem år før den politiske ambition om, at gasfyr skal være udfaset. Samtidig er salget af varmepumper faldet med 85 procent fra fjerde kvartal 2023 til første kvartal 2024.

    *****

    GridTech:
    Europa rykker grønt: For første gang nogensinde leverer vind og sol mere end fossile brændsler

    I første halvdel af 2024 producerede vindmøller og solceller for første gang mere elektricitet i EU end fossile brændsler. Det viser en ny analyse fra den britiske energi- og klimatænketank Ember, som noterer, at det skete, selvom elforbruget igen begyndte at stige. Det beretter GridTech.

    - Vi er vidne til et historisk skifte, og det sker hurtigt, skriver Chris Rosslowe, der er senior energi- og klimaanalytiker i Ember i forordene til analysen og tilføjer, at fossile brændsler i EU’s elproduktion snart kan være fortid, hvis udbygningen fortsætter i samme tempo.

    I de første seks måneder i 2024 faldt elproduktionen fra kul og gas med 39 og 29 procent. På samme tid steg den for vind med 21 procent og for sol med 23 procent, mens højdespringeren blev en anden vedvarende energikilde, vandkraft, der steg med 33 procent.

    - Væksten fra sol og vind kombineret med opsvinget i vandkraftproduktion betød, at med 50 procent producerede vedvarende energi halvdelen af ​​EU's elektricitet i første halvår af 2024. Dette overgår med længder den tidligere rekord, der blev sat sidste år på 44 procent, fremgår det af analysen.

    *****

    Fredericia Dagblad:
    Borger får medhold i klage over hop i varmeprisen

    Fredericia Fjernvarme gav tilbage i november 2022 usædvanlig kort varsel om en markant prisstigning på fjernvarme gældende fra årsskiftet. Og varslet var for kort, har Forsyningstilsynet nu afgjort på basis af en klage fra en lokal borger. Det skriver Fredericia Dagblad.

    Konkret var stigningen på 150 kroner om måneden for et såkaldt standardhus. Stigningen skete på baggrund af, at TVIS hævede sin pris – bl.a. til Fredericia Fjernvarme.

    - Forsyningstilsynet mener, at vi først kunne lade prisstigningen gælde fra 16. februar 2023, og derfor skal der ske en efterregulering overfor forbrugerne i de halvanden måned. Men det er allerede sket, så hvad de forestiller sig, ved vi ikke, siger Carl Hellmers.

    Forsyningstilsynet fastslår, at en prisstigning af den størrelse skulle have været varslet i tre måneder, før den kunne træde i kraft. Prisen steg 1. januar, og det var velbegrundet, fastslår direktøren.

    - Vi blev pålagt prisstigningen og valgte at sætte den i kraft så hurtigt som muligt. Vi kunne godt have ventet, men så ville stigningen have været højere, fordi vi skal have den dækket af forbrugerne, forklarer han ifølge Fredericia Dagblad.

    *****

    TV2.dk:
    Danskere ender som lus mellem to negle i den grønne omstilling

    Hvis et boligområde er udlagt til fjernvarme, spærrer det for, at husstande i stedet kan vælge en varmepumpe og få tilsk1)ud til etableringen af pumpen. Også selv om fjernvarmeprojektet for det pågældende område bliver droppet – så er der nemlig en karensperiode fremgår af TV2.dk.

    Karensperioden kan vare helt op til fem år. Det betyder i praksis, at hvis borgernes gasfyr i perioden går i stykker, så kan der ikke søges om tilskud til en varmepumpe – og det kan derfor ende med, at borgeren vælger gasfyr igen, da det er billigere.

    I Næstved Kommune – der har områder udlagt til fjernvarme, men hvor projekterne er skrinlagt – kan formanden for Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget, Rune Kristensen, godt forstå, at nogle borger føler, at de havner i en klemme. Han håber, at karensperioden kan blive kortere.

    - Det kunne jeg godt tænke mig, for det er trods alt bedre, at de får varmepumper, end at de bliver på gassen, siger Rune Kristensen til TV2.dk.

    Men ifølge Moderaternes energi- og forsyningsordfører, Henrik Frandsen, så er det altså op til kommunerne og fjernvarmeselskaberne at udtage områder fra fjernvarmeplanlægningen, så de kan komme i spil til en varmepumpe.

    Og selvom det kan lyde som en enkelt løsning, så siger Henrik Frandsen samtidig, at det er vigtigt, at man ikke kan få tilskud til varmepumpe, samtidig med at et område er udlagt til fjernvarme.

    - For så udhuler det jo projektet, siger han.

    *****

    JydskeVestkysten:
    Efter kritik af fjernvarmeselskab: - Vi informerer alt for dårligt

    Helle Energi A.M.B.A. får kritik for sin lukkethed om fjernvarmeprojektet til seks landsbyer. Nu kommer formanden med en status på projektet til 325 millioner kroner, hvor december ifølge JydskeVestkysten er afgørelsens time.

    Siden marts har der været radiotavshed fra bestyrelsen i Helle Energi A.M.B.A. Det beklager formand Lars Krusborg Jakobsen:

    - Vi informerer alt for dårligt. Vi ved godt, at folk tørster efter at høre nyt. Vi vil fremadrettet gøre vores bedste for at udsende nyttig information og status mere regelmæssigt, siger han til avisen og lover, at det bliver ændret fremadrettet.

    Han slår allerede nu fast, at fjernvarmeprojektet lever i bedste velgående, så bestyrelsen holder fast i den tidsplan, der blev meldt ud tilbage i marts i år. I første omgang skal Helle Energi vælge de leverandører, den gerne vil have til at byde på opgaven. Og til december falder afgørelsen.

    - Så skulle vi gerne have det fulde overblik. Jeg er meget spændt. Priserne er steget. Jeg håber, vi kan holde budgettet, siger Lars Krusborg Jakobsen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...