Gå til hovedindhold

Minister om fjernvarmeskandale: - I skal håndtere den sag hensynsfuldt

LÆS I DAG:

Dansk Fjernvarme: Slutdato for udfasning af gassen er det vigtigste.
Novo-varme kan ende i din radiator.
Jyderup lægger prischok bag sig: Sådan sikres fremover ”utrolig grøn” og billigere fjernvarme.
Stærk slutspurt var ikke nok til fjernvarme.
Virksomhederne kan spare seks milliarder om året.

12. mar. 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    SN.dk:
    Minister om fjernvarmeskandale: - I skal håndtere den sag hensynsfuldt

    Klimaminister Lars Aagaard forholder sig nu til rekonstruktionssagen i Odsherred, hvor varmekunderne kan se frem til voldsomme prisstigninger. Ministeren har svaret folketingsmedlem Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne på et spørgsmål om rimeligheden i de store prisstigninger. Det skriver SN.dk.

    Ifølge svaret fra Lars Aagaard er der tale om en ”yderst bemærkelsesværdig” sag, og han opfordrer til, at de ansvarlige i sagen ”håndterer borgernes situation på en ansvarlig og hensynsfuld måde”.

    Samtidig understreger ministeren i sit svar, at ansvaret for sagen helt og aldeles er placeret lokalt.

    ”Kommunen, som er varmeplan- og godkendelsesmyndighed, har ansvar for varmeplanlægningen og godkendelse af projekter for kollektiv varmeforsyning. Det enkelte fjernvarmeselskab - i dette tilfælde Odsherred Forsyning - har ansvaret for at drive varmeforsyningen. Det er således også lokalt, at eventuelle fejlinvesteringer skal håndteres,” skriver Lars Aagaard i sit svar, fremgår det af SN.dk.

    Ministeren tilkendegiver også, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har været i dialog med Odsherred Kommune og tilbyder yderligere rådgivning, hvis det er ønsket.

    *****

    Installatør.dk:
    Dansk Fjernvarme: Slutdato for udfasning af gassen er det vigtigste

    Brancheorganisationen Dansk Fjernvarme slår nu fast, at en slutdato for forsyningen af gas til boligopvarmning er det vigtigste instrument, hvis antallet af konverteringer til fjernvarme skal fastholdes. Det skriver Installatør.dk.

    Baggrunden for budskabet er, at antallet af forslag til konvertering til fjernvarmenettet blev halveret i fjor i forhold til de to foregående år. Høje renter, inflation og dyrere anlægsomkostninger presser prisen op.

    Politisk chef i Dansk Fjernvarme, Rune Moesgaard, er ganske klar, når han bliver spurgt til, hvad der skal til rent politisk, hvis udviklingen skal vendes?

    - Det er, at man fra politisk hold får gjort det klart, at man vil af med gassen før eller senere og får forholdt sig endegyldigt til, hvornår det skal være - eller med andre ord - får udmeldt en slutdato for, hvornår man ikke længere kan benytte gas til individuel opvarmning, siger Rune Moesgaard.

    Tidligere har der været tvivl om Danmarks mulighed for rent faktisk at lukke for gassen til individuel opvarmning på grund af EU-regler, men den tvivl er nu ryddet af vejen, påpeger Rune Moesgaard.

    *****

    Dagbladet Roskilde:
    Novo-varme kan ende i din radiator

    Medicinalkæmpen Novo Nordisk lufter nu planer om at sende overskudsvarme fra anlæg i Kalundborg til både Holbæk og Roskilde. Det vil kunne sørge for varme til 50.000 huse, hvis det bliver til virkelighed, skriver Dagbladet Roskilde.

    Det er en ældre plan fra 2022, der bliver genoplivet. Dengang var projektet ikke økonomisk holdbart, men nu har konsulenthuset Viegand Maagøe gennemført nye og detaljerede analyser af mulighederne for at udnytte overskudsvarmen fra Kalundborg.

    Novo Nordisk, der er initiativtager til projektet, ønsker at se nærmere på en rørføring til Roskilde med en tilkobling til det københavnske fjernvarmesystem samt øvrige byer langs tracéet i Holbæk Kommune.

    *****

    Ingeniøren.dk:
    Jyderup lægger prischok bag sig: Sådan sikres fremover ”utrolig grøn” og billigere fjernvarme

    Ved overgangen mellem 2022 og 2023 måtte fjernvarmekunderne i Jyderup betale over 52.000 kroner for deres varme til et såkaldt standardhus. Nu er Fors godt på vej med fjernvarme, der ikke blot er langt billigere, men også grønnere, skriver Ingeniøren.

    Den nye teknik er blandt andet en ny varmepumpe, der gør, at prisen i 2025 kan komme ned på godt 18.000 kroner for et standardhus.

    - Elpriserne varierer voldsomt, men med den her relativt store varmepumpe kommer vil til at have overskud i varmekapacitet det meste af tiden, hvorfor vi kan nøjes med at producere varme i det tidsrum, hvor elpriserne er lavest, mens vi så omvendt kan standse varmeproduktionen, når elpriserne er høje, fordi vi kan opmagasinerer det i vores akkumuleringstank, siger Jens Ole Pihl-Andersen, der er chef for Plan & Projekt Fjernvarme i Fors, til Ingeniørens GridTech.

    Selskabet råder ud over varmepumpen også over en gaskedel, en gasmotorer, en akkumuleringstank og et solenergianlæg.

    *****

    SN.dk:
    Stærk slutspurt var ikke nok til fjernvarme

    Der var faktisk en pæn tilslutning med 62 procent, men det var altså ikke nok til at få fjernvarmen til Glumsø. Men Næstved Kommune giver ikke op – nu bliver projektet overgivet til professionelle for at se, om det hjælper, skriver SN.dk.

    Det har hidtil været en frivillig gruppe af borgere, der har forsøgt at nå målet om 70 procent tilslutning, men nu bliver det Affald-Plus. Udgangspunktet er bl.a. at stort set alle andesboligforeninger, større udlejere, de kommunale bygninger og Boligselskabet Sjælland har sagt ja til tilslutning.

    Energichef i AffaldPlus, Ole Andersen, bekræfter dialogen med arbejdsgruppen bag Glumsø Fjernvarme og Næstved Kommune og fortæller, at selskabet nu vil bruge resten af måneden på at undersøge situationen i stationsbyen.

    - Vi har bl.a. mulighed for at sende en projektudvikler ud på villavejene og give borgerne et overblik over, hvad det vil betyde for den enkelte ejendom. Sådan nogle køkkenbordsmøder kan være med til at rykke procenterne opad, siger Ole Andersen.

    *****

    Finans.dk:
    Virksomhederne kan spare seks milliarder om året

    Erhvervsminister Morten Bødskov er på en mission i Bruxelles. Han vil spare danske virksomheder for et milliardbeløb – anslået seks mia. kroner hvert år – ved at få mere end 2000 danske virksomheder fritaget fra bæredygtighedsrapportering. Det skriver Finans.dk.

    EU-Kommissionen er i forvejen positivt indstillet til idéen om lempelser i forhold til kravene, og ministeren mener selv, at der er god grund til optimisme omkring at kunne udskyde kravene.

    - Mængden af krav, som virksomhederne skal rapportere om, er så voldsom, at det i stedet spænder ben for den grønne omstilling, siger han til Finans.dk.

    Foruden at undtage 80 pct. af virksomhederne, så kravet fremover kun gælder virksomheder med mere end 1.000 ansatte, vil Morten Bødskov også have tilføjet, at der skal ryddes ud i omfanget af datapunkter.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...