Ordførere kritiserer minister for udtalelser om gasudfasning
LÆS I DAG:
ARC sejrede – men københavnsk affald kunne være endt i Nordjylland.
Tidligere Hofor-topchef ser "kedeligt skifte" i branchens lånemuligheder.
Flammer i fjernvarmeproduktionen: Nu vil Verdo investere i mere sikkerhed.
Politikerne får ikke klimabolden til at rulle: Grøn omstilling skal være en »god forretning«.
Fynsk affaldsselskab melder sig ind i lobbyorganisation for vedvarende energi.
Lars Løkkes søn bliver CCS-lobbyist.
Danske Kommuner:
Ordførere kritiserer minister for udtalelser om gasudfasning
Tidligere har en række borgmestre kritiseret klimaminister for hans udtalelser om gasudfasning og fjernvarme, hvor han bl.a. afviser at sætte en slutdato på udfasning af gas til rumopvarmning. Nu følger så flere ordførere på Christiansborg trop, skriver Danske Kommuner.
Lars Aagaard har bl.a. i et skriftligt svar tilkendegivet, at det ”set med klimabriller ikke er så vigtigt, om varmen kommer fra fjernvarme, en varmepumpe eller grøn gas.”
Det har fået energi- og forsyningsordfører Dina Raabjerg fra De Konservative til at kritisere ministeren for bevidst ikke at leve op til den tidligere indgåede aftale fra 2022 om udfasning af netop gas.
– Jeg synes ikke, det er okay, at ministeren ikke er klar i mælet, når vi nu har en klar aftale. Hvis han er i tvivl om den aftale, der ligger, har han en pligt til at indkalde os andre til en samtale om, at han mener, verden har ændret sig. Ellers må han stå ved aftalen, siger hun og pointerer:
Også Radikale Venstres folketingsmedlem og energi- og forsyningsordfører Samira Nawa ser kritisk på Lars Aagaards udtalelser.
– Det er den helt gale retning at gå, når man ikke skaber klarhed. Det er netop, hvad både borgere og kommuner har brug for, siger hun.
*****
WasteTech:
ARC sejrede – men københavnsk affald kunne være endt i Nordjylland
Det nylige udbud på affald fra København blev vundet af to københavnske værker – ARC og Vestforbrænding – men det kunne være endt med, at Nordværk fra Nordjylland bød også, og dermed kunne det være endt med, at affaldet – eller dele af det – skulle transporteres den lange ved til Nordjylland. Det fortæller WasteTech.
Nordværk har for nylig vundet udbuddet om affald fra Djursland, men i et skriftligt svar fra Nordværk til WasteTech lyder det, at man på forhånd ikke havde store forventninger om at vinde udbuddet på affald fra hovedstaden.
»Det er et nyt marked, vi befinder os i, og vi gør os løbende nye erfaringer, blandt andet ved at deltage i relevante udbud,« lyder det i et skriftligt svar fra Nordværks pressechef, Anders Bo Andersen, der også nævner, at man fandt det relevant at afgive et bud, selv om transportafstanden er stor.
*****
CleantechWatch:
Tidligere Hofor-topchef ser "kedeligt skifte" i branchens lånemuligheder
Problemerne i Odsherred Forsyning og Odsherred Varme betyder, at fjernvarmeselskaber har svært ved at indgå aftaler med banker og entreprenører. Det er meldingen fra den nuværende formand for Odsherred Varme, Lars Therkildsen, skriver CleantechWatch.
Han mener, at det trecifrede milliontab, som Nordea allerede har erkendt på sagen, vil få banker og pengeinstitutter til at overveje en ekstra gang, om de skal stille kredit til rådighed, når forsyningsselskaber banker på døren og beder om lån til store anlægsinvesteringer.
I anlægsbranchen er det ifølge byggeriets egne aftalevilkår normal praksis, at offentlige bygherrer, i form af f.eks. kommuner og forsyninger, ikke skal stille økonomisk sikkerhed over for en entreprenør.
Men det har ændret sig, mener Lars Therkildsen, der oplever, at entreprenører og banker nu kræver en økonomisk garanti fra forsyninger.
- Bankerne har opdaget, at de kan tabe penge på forsyninger, og det betyder, at det bliver dyrere og mere bøvlet for forsyningsselskaberne at opnå kredit og indgå samarbejdsaftaler med entreprenører, siger Lars Therkildsen til CleantechWatch.
*****
Randers Amtsavis:
Flammer i fjernvarmeproduktionen: Nu vil Verdo investere i mere sikkerhed
Indenfor få uger oplevede Verdo for nylig ikke færre end to brande på deres anlæg på havnen i Randers. Brandene opstod uafhængigt af hinanden, og det får nu Verdo til handle, skriver Randers Amtsavis: Der skal investeres i nyt og bedre udstyr.
- Vi har flere temperaturmålere til at undersøge rullebåndende for, om der kan være fare for at opstå brand. Men målerne meldte ikke noget, og rullebåndet - ved den første brand - havde stået slukket i fire timer før branden opstod, så brandårsagen er heller ikke fastslået præcist endnu, siger Jens Ole Hougaard, der er kraftvarmeværkschef.
Konkret nævner kraftvarmeværkschefen, at der formentlig bliver tale om videoovervågning – også kaldet gnistovervågning – samt et automatisk slukningssystem.
*****
Finans.dk:
Politikerne får ikke klimabolden til at rulle: Grøn omstilling skal være en »god forretning«
Ifølge en ny rapport er det kun 43 pct. af de Internationale energivirksomheder, der oplever et politisk pres for at nå klimamålene. Det skriver Finans.dk på baggrund af rapporten fra Energy Industries Council.
I rapporten har de interviewet 38 ledere fra en lang række multinationale virksomheder om deres forhold til de globale klimamål. Kun 43 pct. svarer, at de oplever, at regeringerne presser dem til at levere på den grønne omstilling.
- Hvis en eller anden minister siger noget, kan det godt være, at vi holder øje med det, men det er jo ikke sådan, at vi smider alt, hvad vi har i hænderne, siger Joachim Steenstrup, chef for eksterne anliggender og strategi i den danske energigigant Eurowind Energy.
Selvom han oplever et pres, er det sjældent vedholdende nok til, at man tager benene på nakken.
*****
CleantechWatch:
Fjernvarme Fyn melder sig ind i lobbyorganisation for vedvarende energi
Fjernvarme Fyn, der driver landets fjerdestørste affaldsenergianlæg målt på kapacitet, har meldt sig ind i brancheorganisationen Green Power Denmark. Det skal styrke mulighederne for at balancere forsyningssikkerhed, bæredygtighed og økonomi, lyder det fra Fjernvarme Fyn.
CleantechWatch skriver, at Fjernvarme Fyn har en vision om at nå klimaneutralitet i 2030, hvilket blandt andet skal ske med investeringer i CO2-fangst fra selskabet forbrændingsanlæg.
- Derfor er stærke grønne partnerskaber afgørende, og jeg er glad for, at vi nu er en del af Green Power Denmark, udtaler adm. direktør hos Fjernvarme Fyn, Louise Høst, i en pressemeddelelse.
Ifølge egne tal dækker Fjernvarme Fyn ca. 97 pct. af varmebehovet i Odense og omegn via fjernvarmenettet.
*****
EnergiWatch:
Lars Løkkes søn bliver CCS-lobbyist
Bergur Løkke Rasmussen tager over som direktør for brancheforeningen CCS Europa, der arbejder for at fremme CCS i Europa. Han overtager stillingen den 1. april fra Chris Davies, som fremover skal agere seniorrådgiver for foreningen. Det skriver EnergiWatch.
”Europa-Kommissionen erklærede sidste år, at CO2-fangst er ”uundværlig” for at nå EU’s klimaambitioner, men på trods af vores indsats har meget få medlemsstater endnu vedtaget strategier for at sikre dekarbonisering af industrien,” lyder det i en pressemeddelelse fra den afgående direktør.
Danmark er blandt de lande, der satser mest på at lagre CO2. Med udstedelse af licenser både langt ude i Nordsøen, til lands og senest også kystnært, samt med afsættelsen af omkring 38 mia. kr. i statsstøtte gennem stiler regeringen mod at bringe den nye teknologi helt op på prioritetslisten.
Skriv kommentar