Gå til hovedindhold

Forundring over klimaministerens tavshed: ”Det er paradoksalt”

LÆS I DAG:

Advokatfirmaet Bech-Bruun anklages for dobbeltroller i forsyningsskandale i Odsherred.
Ny elkedel blev indviet i Helsingør.
Det havde ingen set komme: Bjørn gik direkte ind fra gaden og blev formand.
Silkeborg Forsyning dropper vindmøller.
Endnu en landsby siger nej til fjernvarme.
Novo Nordisk Fonden vil investere i atomkraft uanset politisk vaklen og risiko for negativt afkast.

5. maj 2025
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    DK Nyt:
    Forundring over klimaministerens tavshed: ”Det er paradoksalt”

    I Dragør vil politikerne gerne have smidt naturgas på porten til fordel for fjernvarme. Men vejen dertil bliver obstrueret af, at klimaminister Lars Aagaard er tavs omkring udfasningen af gasfyr i boligerne, mener borgmesteren, der er bekymret for, om Dragørborgerne ender med sige ja til fjernvarme.

    DK Nyt skriver, at man i Dragør oplever, at det er meget svært at få borgere til at tilslutte sig til det lokale fjernvarmeprojekt, når der er usikkerhed om, om de i virkeligheden kan beholde deres gasfyr:

    - Når ministeren og regeringen ikke melder klart ud omkring en slutdato for gas - og ministeren har meldt lidt ud til højre og venstre omkring fremtidens varmeforsyning - skaber det en stor usikkerhed hos borgerne, som lige nu har gasfyr. De tænker, at hvis gassen bliver grøn, hvorfor skal vi så tage stilling til fjernvarme?, siger Kenneth Gøtterup til DK Nyt.

    Han henviser bl.a. til, at der i klimaaftalen fra 2022 står, at "det er aftalepartiernes politiske ambition, at der fra 2035 ikke længere skal være boliger i Danmark, der opvarmes af gasfyr. Som en overgangsordning ind til gasfyrene i husholdningerne bliver udfaset og erstattet med fjernvarme eller varmepumper, skal gasforbruget gøres grønt".

    *****

    DR Nyheder:
    Advokatfirmaet Bech-Bruun anklages for dobbeltroller i forsyningsskandale i Odsherred

    Advokatfirmaet Bech-Bruun har alt for mange kasketter på i fjernvarmeskandalen i Odsherred. Det mener foreningen Fair Fjernvarme Odsherred, der nu har sendt en klage til Advokatnævnet, fremgår det af DR Nyheder, hvor de mener, at der skal indsættes en ny rekonstruktør.

    Ifølge klagen er Bech-Bruuns advokat, Anders Hoffmann Kønigsfeldt, både rekonstruktør indstillet af Kommunekredit, laver en advokatundersøgelse for Odsherred Kommune, indtil for få dage siden juridisk rådgiver for Odsherred Kommune - og har stået for en stævning af den tidligere topledelse i Odsherred Forsyning.

    - Vi synes, der er tale om rigtig mange kasketter på samme tidspunkt, og det er derfor, vi har bedt Advokatnævnet om at kigge på, om det er det korrekte i denne her sag, siger advokat Nikolaj Juhl Hansen, der er advokat for Fair Fjernvarme Odsherred.

    Advokatfirmaet Bech-Bruun har tidligere haft problemer med interessekonflikter. I 2023 blev firmaet dømt i Højesteret i forbindelse med den såkaldte udbyttesag.

    Odsherred Kommune har i følge Sjællandske Nyheder for få dage siden indgået kontrakt med Kammeradvokaten som juridisk rådgiver af byrådet og direktionen. Hidtil har dette også været Bech-Bruuns opgave.

    *****

    Helsingør Dagblad:
    Ny elkedel blev indviet i Helsingør

    Forsyning Helsingør har netop taget en ny elkedel i brug på Helsingør Kraftvarmeværk, så fjernvarmeproduktionen i fremtiden bliver baseret på el. Det giver en markant reduktion af bruge af biomasse, oplyser forsyningen ifølge Helsingør Dagblad.

    - Med elkedlen reducerer vi brugen af fossile brændsler i varmeproduktionen, og vi gør plads til mere sol og vind i elnettet. Dermed løfter vi et væsentligt samfundsansvar, og vi understøtter den grønne omstilling. Samtidig vinker vi farvel til 10-20 procent af biomassen, siger Jens Bertram, der er formand for Forsyning Helsingør.

    Dertil kommer, at elkedlen vil styrke selskabsøkonomien, fordi man stiller elkedlen til rådighed som en reservelast for Energinet, når der er brug for at aftage strøm fra nettet. Samtidig kan produktion af varme på el planlægges til tidspunkter, hvor elpriserne er i bund.

    *****

    Fyens Amts Avis:
    Det havde ingen set komme: Bjørn gik direkte ind fra gaden og blev formand

    Svendborg Fjernvarme har foretaget et uventet formandsskifte med 52-årige Bjørn Thorsen, der i den forgangne uge blev valgt som ny formand for Svendborg Fjernvarme. Ifølge Fyens Amts Avis vil han sikre en tydelig strategi, sænke priserne og bringe mere information til forbrugerne.

    Selvom han fra flere sider er blevet opfordret til at stille op til bestyrelsen, havde han ikke i sin vildeste fantasi forstillet sig, at han ud på aftenen skulle ende med en formandspost.

    - Det er da spændende, men jeg samtidig ked af, at Niels Haastrup (afgående formand, red.) er væk. Der går meget historik tabt med ham, siger Bjørn Thorsen, der under konstitueringen onsdag aften derfor bad om, at der også blev udpeget en næstformand.

    Kim Lyngbek, som også er ny i bestyrelsen, blev valgt som næstformand.

    Den nye formand har en lang karriere bag sig indenfor stålindustrien, og han vil især bruge sin viden indenfor ledelse til at få bestyrelsesarbejdet til at glide lettere. Det skal ske med en strategi og en handlingsplan, lyder det fra ham.

    *****

    Midtjyllands Avis:
    Silkeborg Forsyning dropper vindmøller

    Silkeborg Forsyning har gennem en periode undersøgt mulighederne for at opstille en eller to vindmøller ved solparken og kraftvarmeværket i området nord for Silkeborgmotorvejen. Nu er planerne dog droppet, skriver Midtjyllands Avis.

    Beregninger viser, at prognosen for driftsøkonomien ville resultere i en for lang tilbagebetalingstid. Kombineret med en høj risiko på anlægsinvesteringens størrelse og udviklingen på el-markedet blev projektet for usikkert.

    Møllernes formål var at bidrage med klimavenlig strøm til de nye fjernvarmeproduktionsanlæg og de eksisterende elkedler og dermed give en positiv klimaeffekt med en forventet tilhørende god økonomi.

    Direktør i Silkeborg Forsyning, Jens Bastrup, konstaterer, at det er den rigtige beslutning at lukke projektet.

    - Vi havde forventet en bedre projektøkonomi og håbet på en opbakning til projektet. Ingen af delene synes at være til stede i projektet. Derfor er det rigtige at lukke projektet ned nu, siger han

    *****

    Horsens Folkeblad:
    Endnu en landsby siger nej til fjernvarme

    Kun 98 borgere i Stouby svarede ja eller måske i en uforpligtende forespørgsel om fjernvarme. Det var så langt fra de mindst 225, hvis Tørring Kraftvarmeværk skulle været gået videre med planerne, at projektet nu endegyldigt bliver lagt i graven. Det skriver Horsens Folkeblad.

    Særligt én ting har gjort borgerne i Stouby skeptiske, fremgår det af Horsens Folkeblad. Nemlig historierne fra andre byer, hvor priserne pludselig eksploderer, når de nye kunder efter eget udsagn "sidder i saksen".

    Stouby var en af fire byer, der i december 2022 blev indskrevet i kommunens varmeplan med en ambition om, at et fjernvarmeprojekt skulle være klar til politisk godkendelse allerede i løbet af det efterfølgende år.

    Både i Juelsminde og Ølsted er projekterne faldet til jorden på grund af manglende opbakning, som det nu også er tilfældet i Stouby, mens Lindved som den eneste af de fire byer er i gang med at få gravet rør ned.

    *****

    Altinget.dk:
    Novo Nordisk Fonden vil investere i atomkraft uanset politisk vaklen og risiko for negativt afkast

    Novo Nordisk Fonden melder nu ud, at fonden i fremtiden vil investere i atomkraft. Dermed går man skridtet videre i forhold til, at man tidligere har talt for atomkraft og finansieret forskningsprojekter i atomkraft, skriver Altinget.dk.

    Meldingen bekræftes hos Novo Nordisk Holdings danske presseansvarlige. På nuværende tidspunkt kan man dog ikke give flere detaljer vedrørende investeringsmandatet eller til Altingets historie om sagen.

    - Dog vil jeg gerne bekræfte over for dig, at Novo Holdings – i tråd med vores ejer, Novo Nordisk Fonden, er positivt stemte over for a-kraft som mulig bæredygtig energikilde, lyder det i en skriftlig kommentar torsdag.

    Novo Nordisk Fonden tog de første skridt i retning af investeringer i atomenergi i 2023, da man afsatte 120 millioner kroner til forskningsdonationer i Challenge Programmet. Pengene er siden givet til to forskningsprojekter på henholdsvis DTU og Aarhus Universitet.

    Fondens formand, Lars Rebien Sørensen, har også sagt, at man overvejer at investere i nogle af de danske start-ups på området, så som Seaborg og Copenhagen Atomics.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...