Aalborg Forsyning: Direktøren fyret efter "flotteste regnskab nogensinde”
LÆS I DAG:
Odsherred Forsyning vil udsætte redningsplan og dropper dele af fjernvarmeudrulning.
Borgmester: - Hvis ikke resten også slipper vil de kæmpe imod med næb og kløer.
Rapport: Pengetank med milliardbeløb skal sætte skub i produktion af grønt brændstof til fly og skibe.
Kommunen har lånegarantier for 132 millioner kroner i trængt varmeværk.
Salget af varmepumper er fordoblet.
Dan Jørgensen vil forbyde virksomheder at købe gas fra Rusland.
Affaldsforening henter ny regulatorisk chef i Energistyrelsen.
EnergiWatch:
Aalborg Forsyning: Direktøren fyret efter "flotteste regnskab nogensinde”
Det blev til godt 11 år som administrerende direktør for Aalborg Forsyning, inden Søren Gais Kjeldsen tirsdag med øjeblikkelig virkning blev fyret af bestyrelsen. Det handler om, at den nu forhenværende direktør ikke er den rette til den videre udvikling, lyder forklaringen fra bestyrelsen ifølge EnergiWatch.
- Det er vores vurdering, at i forhold til Aalborg Forsynings videre udvikling, samspillet med eksterne samarbejder og teknologiudvikling, som varmeleverandør, og når vi skal have forbrugerne med på den grønne omstilling, så skal vi have en anden ledelsesmæssig profil nu, siger bestyrelsesforkvinde Anna Aaen til EnergiWatch.
Hun afviser, at drøftelserne i bestyrelsen har handlet om andet end behovet for en ny profil og nævner, at man netop har afleveret ”det flotteste regnskab nogensinde”, og at bestyrelsen nu udnævner Jesper Høstgaard-Jensen som konstitueret administrerende direktør, mens man går i gang med rekruttering af en ny administrerende direktør.
- Det er klart, at man skal have en direktør. Vi kan ikke stå i længere tid i så stor en virksomhed uden en direktør. Nu har vi heldigvis en rigtig god og kompetent konstitueret direktør, men bestyrelsen har en interesse i at finde en, og det er også derfor, at processen er igangsat, siger Anna Aaen til EnergiWatch.
*****
CleantechWatch:
Odsherred Forsyning vil udsætte redningsplan og dropper dele af fjernvarmeudrulning
Skifteretten skal efter planen tage stilling til en rekonstruktion af såvel Odsherred Forsyning som Odsherred Varme den 15. maj. Men nu anmoder forsyningen om, at fristen bliver udsat til første del af juli måned. Det skriver bl.a. CleantechWatch på baggrund af en pressemeddelelse fra Odsherred Varme.
Samtidig melder Odsherred Varme ud, at godt 1200 boliger i den sydlige del af kommunen kan slippe ud af deres kontrakt og dermed ikke skal betale for udtrædelsen.
Dog må 820 i dele af Asnæs, Vallekilde, Hørve og Fårevejle Kirkeby, som er tilmeldt fjernvarmeordningen, men ikke har fået fjernvarme på grund af den fejlslagne udrulning, vente på at få at vide, hvordan de står.
Årsagen er, at forsyningen mangler at beslutte, hvorvidt de anlæg, der delvist er blevet etablere i disse områder, skal tages i drift efter rekonstruktionen er afsluttet.
- De meldinger, vi udsender nu, er nødvendige for at skabe klarhed for en del af vores kunder. Det er desværre ikke alle kunder, der får en afklaring nu. Men vi har fokus på at give besked så snart det er muligt, udtaler Lars Terkildsen, der er bestyrelsesformand i Odsherred Varme, i pressemeddelelsen.
*****
SN.dk:
Borgmester: - Hvis ikke resten også slipper vil de kæmpe imod med næb og kløer
Borgmester i Odsherred Kommune, Karina Vincentz, kalder det et skridt på vejen, at 1.200 nu slipper ud af deres fjernvarmekontrakter. Det fremgår af SN.dk, der citerer borgmesteren for, at bindingerne er både tossede og urimelige.
- Jeg er glad for det, men skal det lykkes at få skabt et bæredygtigt forsyningsselskab, så skal prisen ned og bindingerne væk også for dem, der er tilbage, fastslår Karina Vincentz overfor SN.dk.
Hun opfordrer Odsherred Varme til at overveje, om man vil binde varmekunderne til deres kontrakter de øvrige steder i kommunen, hvor der endnu ikke er klarhed over fremtiden. Det drejer sig p.t. om omkring 820 kunder, der er en del af fjernvarmeudrulningen i kommunen.
*****
Finans.dk:
Rapport: Pengetank med milliardbeløb skal sætte skub i produktion af grønt brændstof til fly og skibe
Staten skal afsætte et milliardbeløb for at få produktionen af grønt brændstof til luft- og skibsfarten løbet ordentligt i gang. Det er ifølge Finans.dk budskabet fra Green Power Denmark i en rapport, der er offentliggjort tirsdag.
- Det er en hastesag at komme i sving, lyder det fra Camilla Holbech, direktør for vedvarende energi og PtX i Green Power Denmark, der mener, at man senest i midten af 2026 skal være i stand til at træffe de store og afgørende beslutninger om investeringer.
Konkret foreslår Green Power Denmark, at der etableres et selskab med en pengetank under den danske stats styring, som på den ene side efter et auktionsprincip indgår langtidskontrakter på minimum 10 år med producenter af grønt brændstof om leverancer i stor stil.
På den anden side skal bl.a. luftfartsselskaber indgå kontrakter på grønne brændstoffer med et års varighed. Denne langt kortere tidshorisont skal gælde, fordi flyselskaber typisk opererer med lav likviditet og derfor ikke kan binde sig til langstrakte leverancekontrakter.
*****
Horsens Folkeblad:
Kommunen har lånegarantier for 132 millioner kroner i trængt varmeværk
Tørring Kraftvarmeværk skal stille til et hastemøde med borgmester i Horsens Kommune, Ole Vind. Ifølge Horsens Folkeblad handler det om de kommunale lånegarantier på 132 mio. kroner, som kraftvarmeværket har fået fra kommunen.
Kraftvarmeværket har for nylig meldt ud om et underskud på 11 mio. kroner, der nu fører til markante prisstigninger for varmekunderne. Derfor har borgmester Ole Vind (V) nu bedt om at få et møde med kraftvarmeværket.
- Det er jo et privat varmeværk og ikke kommunalt, men med de store sikkerhedsgarantier, som kommunen har stillet, har jeg behov for at finde ud af, hvad der er op og ned i det her. Derfor har jeg taget initiativ til at mødes med repræsentanter for kraftvarmeværket på torsdag, siger borgmesteren.
Udover underskuddet på 11 mio. kroner, så viser varmeværkets nyligt offentliggjorte årsrapport at selskabet har gældsforpligtelser for 199 millioner kroner, og skulle værket ikke klare skærene, vil det koste kommunen dyrt.
*****
GridTech:
Salget af varmepumper er fordoblet
Over det seneste år er slaget af private varmepumper fordoblet, fortæller arbejdsgiverforeningen Tekniq i en pressemeddelelse. GridTech skriver, at salget er fordoblet fra 1.795 i 1. kvartal 2024 til 3.654 i samme periode i 2025.
Tekniq mener dog, at der kan – og skal – endnu mere fart på skiftet væk fra fossil boligopvarmning, og derfor er brancheforeningen fortaler for, at regeringen snarest muligt melder ud om et egentligt stop for gas til opvarmning af boliger.
- Når politikerne sender blandede signaler om kursen for den grønne omstilling, bliver danskerne forståeligt forvirrede. Vi kan ikke forvente, at boligejerne investerer i grønne løsninger, hvis der er tvivl om, hvor politikerne egentlig vil hen, fastslår Troels Hartung, bæredygtighedschef hos Tekniq.
GridTech skriver – med tal fra Statistikbanken – at der per 1. januar 2025 er 150.000 bygninger, der fortsat opvarmes med oliefyr og 314.000 med naturgasfyr
*****
Altinget.dk:
Dan Jørgensen vil forbyde virksomheder at købe gas fra Rusland
Fra 2027 skal EU kunne klare sig helt uden gas – og olie – fra Rusland. Det er budskabet fra Energikommissær Dan Jørgensen, der tirsdag præsenterede en køreplan for, hvordan EU-landene i fællesskab skal nå frem til det mål. Det skriver bl.a. Altinget.dk.
Konkret er der otte handlingspunkter for EU-landene, og det mest opsigtsvækkende er nok, at EU vil hjælpe med juridisk rådgivning, der skal gøre det muligt for europæiske virksomheder at opsige eller bryde langsigtede gaskontrakter med russiske leverandører.
Samtidig erkender EU-Kommissionen, at EU her og nu ikke kan undvære gas, så derfor skal EU finde andre kilder til import af gas. Og så skal EU-landene være bedre til at dele gas med hinanden, så alle får del i gassen.
Derudover peger EU-Kommissionen bl.a. på bedre udnyttelse af energi til boligopvarmning gennem øget fokus på isolering, varmepumper og fjernvarme. Og endelig skal der tryk etablering af sol, vind og biomasse.
*****
CleantechWatch:
Affaldsforening henter ny regulatorisk chef i Energistyrelsen
Brancheforeningen Cirkulær har ansat en ny ”regulatorisk chef”. Fra den 2. juni vil Louise Brix indtage chefposten, fremgår det af CleantechWatch, der skriver, at hun kommer fra et job som chefkonsulent i Energistyrelsen, hvor hun hidtil har arbejdet med regulering af netop affaldssektoren.
- Louise har dybt kendskab til den regulering, den kommunale affaldssektor er underlagt nu, og kan blive underlagt i fremtiden, så derfor er jeg meget glad for, at hun har takket ja til at blive den første regulatoriske chef i Cirkulær, udtaler Jens Bomann Christensen, der er direktør i affaldsforeningen, i en pressemeddelelse.
Louise Brix er uddannet økonom fra SDU og erstatter den tidligere radikale folketingspolitiker Kathrine Olldag, der har forladt jobbet som ”politisk chef” i affaldsforeningen.
Skriv kommentar