Gå til hovedindhold
Analyser

Efterlysning: Unge der vil arbejde med grøn fjernvarme

Prognoserne peger på, at vi i fremtiden kan mangle kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling, herunder fjernvarmen. Konsekvensen kan blive, at opfyldelsen af 2030-målene først sker senere.

6. jul. 2023
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Maskinmestrene er også i fremtiden blandt de vigtigste grupper for fjernvarmens grønne omstilling. Foto: Maskinmesterskolen København.

Indhold

    Ifølge en undersøgelse fra Industriens Uddannelser og COWI kommer den grønne omstilling til at kræve 116.000 ekstra årsværk frem mod 2030.

    Men flere af de vigtige faggrupper har allerede fuld beskæftigelse, samtidig med at færre søger ind på disse uddannelser.

    - Vi kan desværre ikke stille i udsigt, at der kommer væsentlig flere ingeniører gennem uddannelserne de nærmeste år. Vi får heller ikke hjælp af demografien. Så der er desværre ikke snuptagsløsninger, kun det lange seje træk, som går ud på, at vi skal have flere unge til at vælge en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse. Men øvelsen begynder faktisk allerede i folkeskolen med mere praksisnære tilbud. En vigtig del af den øvelse handler om at få flere piger og unge kvinder til at vælge denne type uddannelser, siger Thomas Søby, cheføkonom og analysechef hos IDA.

    Men hvordan skal fjernvarmebranchen tænke og agere i en sådan situation?

    - I en konkurrence om arbejdskraft må man spørge sig selv, om man som selskab eller branche er tilstrækkelig attraktiv, når det gælder løn- og ansættelsesvilkår og udviklingsmuligheder? Man må også se på muligheden for at ansætte flere ingeniører med udenlandsk baggrund, og man må tilbyde sine senioringeniører så attraktive vilkår, at de vælger at udskyde pensionen nogle år, siger Thomas Søby videre.

    Han vurderer, at flaskehalse på arbejdsmarkedet kan få som konsekvens, at 2030-målene ikke nås til tiden.

    - Politisk vil man en hel masse grøn omstilling på kort tid, men hvis ikke man prioriterer i de store offentlige investeringer, kan der opstå stor mangel på nødvendig arbejdskraft. Vil man virkelig udbygge fjernvarmen, bygge energi-øer, vindmøller, elnet og anden tung infrastruktur på samme tid? Alt tyder på, at vi ikke kan gøre det hele på én gang og komme i mål til tiden med klimamålene, siger Thomas Søby.

    Han mener også, at fjernvarmebranchen må vurdere, om man indtil nu har været dygtige nok til at profilere sig, når det gælder bidraget til at få gjort Danmark fri af fossile brændsler.

    - Jeg tror, det betyder noget, at man som ingeniør har mulighed for at bidrage til en bæredygtig fremtid, hvor det nu endnu mere end før også handler om forsyningssikkerhed og international sikkerhedspolitik. Den fortælling skal man måske dyrke noget mere, når man rekrutterer, siger Thomas Søby.

    Hvis ikke man prioriterer i de store offentlige investeringer, kan der opstå stor mangel på nødvendig arbejdskraft.

    Thomas Søby, Cheføkonom og analysechef, IDA

    IDA-forslag til at afhjælpe mangel på ”grøn” teknisk arbejdskraft

    - Mere udenlandsk arbejdskraft og flere udenlandske studerende

    - Fjern loftet over optaget i de store byer, som følger af udflytningsaftalen og loftet over internationale studerende (spundet ind i SU-forlig)

    - Styrk efter- og videreuddannelse, herunder omskoling og opkvalificering fra beslægtede uddannelser – på erhvervsakademi- eller professionsbachelorniveau – til ingeniøruddannelser med høj efterspørgsel, så der laves mere etablerede veje med principper for meritoverførsel og supplering. I dag findes der veletablerede adgangskurser for faglærte, som vil søge ind på ingeniør-bacheloruddannelser, men længere oppe i systemet og på tværs i systemet er der er ikke samme klarhed.

    - Prioritér i de store offentlige anlægsprojekter. Nogle projekter må sandsynligvis vente, for at vi kan nå i mål med den grønne omstilling til tiden.

    - Flere unge skal vælge en uddannelse inden for de tekniske og naturvidenskabelige fagområder (STEM). Et vigtigt bidrag kunne være, at flere forlader gymnasiet med et højere fagligt niveau i matematik eller naturvidenskab.

    - Pigernes interesse for og valg af STEM skal øges. I dag udgør kvinder kun 1/3 af de studerende på de videregående uddannelser inden for STEM – mens de udgør over 50 pct. at det samlede antal studerende på videregående uddannelser.

    - Mere praktik i folkeskolen.

    Grøn omstilling tiltrækker maskinmestre

    En anden vigtig gruppe i fjernvarmens grønne omstilling er maskinmestrene.

    - Der har aldrig været så mange maskinmestre på arbejdsmarkedet som i dag, og alligevel kan det blive svært at imødekomme det øgede behov fra den grønne omstilling – i hvert fald på den korte bane. Der er fuld beskæftigelse blandt maskinmestrene, men vi arbejder tæt sammen med skolerne for at lokke flere til uddannelsen, som nu også tilbydes flere steder i landet. Den større geografiske spredning af uddannelsessteder håber vi kan være med til at få flere ind på uddannelsen, siger Lars Have Hansen, formand for Maskinmestrenes Forening.

    I denne mangelsituation må fjernvarmen gøre sig attraktiv over for maskinmestrene.

    - Vi ved, at muligheden for at bidrage til den grønne omstilling, betyder noget for mange af dem, der vælger maskinmestervejen. Det skal fjernvarmen naturligvis være gode til at fremhæve. Løn- og arbejdsvilkår betyder selvfølgelig noget, og hvis man ikke vil være lønførende, må man tilbyde noget andet, for eksempel gode muligheder for efteruddannelse, siger Lars Have Hansen videre.

    Han peger på, at branchen også bør kigge på samarbejdet mellem bestyrelser og driftschefer på de små varmeværker.

    - Mange af disse bestyrelser består af lokale borgere uden særlige forudsætninger for professionelt bestyrelsesarbejde, og vi hører fra vores medlemmer, at der er brug for en bedre og klarere opgave- og ansvarsfordeling mellem maskinmesteren, som har den daglige ledelse, og bestyrelsen, siger Lars Have Hansen.

    Vi ved, at muligheden for at bidrage til den grønne omstilling, betyder noget for mange af dem, der vælger maskinmestervejen.

    Lars Have Hansen, Formand, Maskinmestrenes Forening

    Vigtige udviklingsmuligheder

    Han peger også på, at branchen skal blive bedre til at fastholde sine seniorer ved at tilbyde den nødvendige fleksibilitet i arbejdsvilkårene, og i den anden ende af fødekæden skal man i højere grad tage praktikanter ind helt fra begyndelsen af maskinmesteruddannelsen, og når der på sidste semester skal laves bachelorprojekt.

    - Det er en god måde at lære hinanden at kende og for branchen at gøre sig til en kendt størrelse for maskinmestrene under uddannelsen, siger Lars Have Hansen.

    Endelig må branchen spørge sig selv, hvad de tilbyder af karriereveje for maskinmestrene.

    - Mange maskinmestre har brug for at se udviklingsmuligheder og karriereveje i deres job. Her må fjernvarmeselskaberne spørge sig selv, hvad de har at tilbyde, siger Lars Have Hansen.

    Mange små selskaber har et helt andet udgangspunkt end de store forsyningsselskaber.

    - Måske er der brug for mere samarbejde på tværs af de mindre selskaber for at tilbyde mere attraktive vilkår. Men helt konkret kunne man som fjernvarmeselskab begynde processen med at spørge de maskinmestre, man allerede har ansat: Hvad skal der til for at gøre os til en mere attraktiv arbejdsplads for maskinmestre, slutter Lars Have Hansen.

    Hvis man kigger ud i Europa, er manglen på faglærte den samme, så vi kan ikke forvente, at udenlandsk arbejdskraft kan løse det danske behov.

    Kasper Palm, Forbundssekretær, Dansk Metal

    Succes med efteruddannelse

    Hvis man ser samlet på uddannelserne under Dansk Metal, er antallet af optagne faldet med 1.000 de seneste fire år fra 6.800 til 5.800 årligt. Søgningen til fx smedeuddannelsen er faldet med 22 procent på fire år fra 2019-22. Samtidig er der fuld beskæftigelse for Dansk Metals medlemmer med kun 1,6 procent ledighed.

    - Vi bliver nødt til at dimensionere gymnasievejen, så flere vælger en erhvervsuddannelse, men selv med flere faglærte, bliver det et problem at nå de mange tusinde ekstra årsværk, som er nødvendige for at nå 2030-målene. Hvis man kigger ud i Europa, er manglen på faglærte den samme, så vi kan ikke forvente, at udenlandsk arbejdskraft kan løse det danske behov, siger Kasper Palm, forbundssekretær i Dansk Metal og næstformand for Industriens Uddannelser.

    Der er dog også lyspunkter – blandt andet i søgningen til kurser i svejsning. På to måneder kan ufaglærte lære at svejse fjernvarmerør.

    -  Vi glæder os over stor deltagelse i efteruddannelse, der kvalificerer til at arbejde med svejsning af fjernvarmerør i distributionsnettet, som vi har igangsat sammen med 3F, Blik & Rør, Tekniq, DI og forskellige erhvervsskoler. Det kan forhåbentlig afhjælpe noget af fjernvarmens behov for arbejdskraft, siger Kasper Palm.

    Han opfordrer fjernvarmebranchen til at fortælle de gode historier om, hvordan smede og andre faglærte grupper kan bidrage til den grønne omstilling.

    - God løn og grøn omstilling – det er da et par argumenter, som går godt sammen, siger Kasper Palm.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...