Gå til hovedindhold

Kan fjernvarmen løse Europas komplekse energi-udfordring?

Fjernvarme og -køling bør spille en større rolle i et Europa, der skal balancere et væld af udfordringer. Sådan lød konklusionen fra Euroheat & Powers konference i Bruxelles.

5. november 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

- Vi har fået et solidt fundament til grøn omstilling og til at vores sektor kan vokse, lød det fra Pauline Lucas, Policy Director i Euroheat & Power. Foto: Tim Buelens / Euroheat & Power.

  • Læs op

Indhold

    Der findes sjældent simple løsninger på komplekse problemer – men fjernvarmen er nu alligevel et ret godt bud på lige netop det.

    Omtrent sådan kan konklusionen sammenfattes på bagkant at den centrale paneldebat på førstedagen af den to-dages konference, den europæiske fjernvarmeorganisation Euroheat & Power afvikler tirsdag og onsdag i Bruxelles.

    Men hvad er så dette komplekse, europæiske problem?

    Jo, Europa skal indfri sine stadigt mere presserende klimamål og dermed fremme grøn omstilling. Det skal ske samtidig med, at der er et enormt pres for at revitalisere europæisk industri – kort sagt: Der er ikke råd til at tabe terræn i form af jobs og vækst som eksempelvis ryger til Kina.

    Endelig er EU-maskineriet inde i en mæthed i forhold til at lancere nye klima- og energi-initiativer oven på en aktiv sidste periode og der lurer en klar fornemmelse af, at andre dagsordener har mere momentum. Det gælder i et eller andet omfang også ude i virkeligheden hos den enkelte europæer, der er træt af at føle et pres til at skifte bilen dieselhakkeren ud med en elbil, droppe flyrejsen og spise mindre kød.

    Tegner man verdensbilledet således op, så kan det hele godt se ret vanskeligt ud i forhold til at genvinde kræfter til den grønne omstilling. Men så er det jo godt, at der trods alt er løsninger, der kan bringe os alle et stykke af vejen. Ikke mindst fjernvarmen, som de senere år har fået mere opmærksomhed i EU og tilmed også nogle regulatoriske redskaber.

    - Vi er selvfølgelig beærede over at blive kaldt frontløber, men det vigtige er at komme i mål som CO2-neutral i Danmark, sagde Christian Hjelm Dybro, konstitueret kontorchef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Foto: Tim Buelens / Euroheat & Power.

    Det hæftede Pauline Lucas, Policy Director i Euroheat & Power, sig ved, da hun indledte det egentlige program på den europæiske fjernvarmeorganisations såkaldte ”Summit” i Bruxelles.

    - Vi har fået et solidt fundament til grøn omstilling og til at vores sektor kan vokse, konstaterede hun og pegede blandt andet på, at krav om varmeplanlægning nu er vedtaget som et krav for større byer.

    - Men hvordan løser vi så alt dette? Fjernvarme og fjernkøling er i hvert fald mere relevant end nogen sinde, konstaterede Pauline Lucas, der fremhævede at hun talte netop som Dan Jørgensen blev krydsforhørt – forud for at han netop skal kaste sig over opgaven med at gøre den europæiske boligmasse CO2-neutral.

    Vi klapper først når flyveren lander

    Pauline Lucas præsenterede herefter et panel, der skulle debattere netop denne udfordring, der ligger i at finde løsninger på den komplekse europæiske udfordring. Panelet rummede et dansk islæt i form af Christian Hjelm Dybro, konstitueret kontorchef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

    Han kvitterede for den venlige præsentation, Pauline Lucas gav ham med på vejen hvor hun beskrev Danmark som ”den dygtige elev i klassen” med en høj andel af fjernvarme. Han fremhævede derpå, at en central del af den danske succes med eksempelvis fjernvarme og en høj energieffektivitet, ganske enkelt handler om, at vi bare var tidligt ude af starthullerne.

    - Man skal huske, at vi startede altså for 50 år siden med det her. De lektier, vi lærte blev vores fundament for det, vi siden har gjort. Fjernvarme og elsektoren har været fundamentet. Vi er selvfølgelig beærede over at blive kaldt frontløber, men det vigtige er at komme i mål som CO2-neutral, sagde han og konstaterede derefter med et smil:

    - Der er en grund til, at man først klapper af piloten når flyet lander.

    Hans bud på, hvordan vi rykker Danmark videre var blandt andet at se helt enormt bredt på opgaven:

    - Det handler om alt fra digitalisering og et stabililt energisystem til grøn opmærksomhed hos borgerne, sagde han.

    Således er løsningen på de komplekse problemer alligevel ikke helt så simpel som ”bare” at svare fjernvarme og fjernkøling. Det er selvfølgelig mere komplekst end det at få såvel Danmark som hele Europa i mål med den grønne omstilling. Men at fjernvarmen kan og skal spille en central rolle var der bred enighed om – og den opgave udforsker konferencen videre i løbet af onsdagens program, der blandt andet gæstes af den danske professor i energiplanlægning, Brian Vad Mathiesen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...