Markedet var hårdt ved Aalborg Forsyning i 2023
Aalborg Forsyning kommer ud af 2023 med et underskud på 270 mio. kroner. Det bliver tilskrevet et ustabilt energimarked, lave elpriser og højere omkostninger.

Det er især lave priser på elmarkedet og høje omkostninger på kul og CO2-kvoter, som er årsagen til, at Aalborg Forsyning kommer ud af 2023 med et underskud. Men udfordringerne til trods blev 2023 også året, hvor der for alvor skete fremskridt i den grønne omstilling af fjernvarmen.
Det er hovedoverskrifterne i en pressemeddelelse fra den nordjyske energi- og forsyningskoncern, hvor bundlinjen er et underskud på 270 mio. kroner efter skat. Det skal holdes op mod et overskud i 2022 på 80 mio. kroner, fremgår det af årsrapporten fra Aalborg Forsyning.
- Det er udefrakommende omstændigheder, som har påvirket resultatet i Aalborg Forsyning negativt. Det betød, at vi desværre blev nødt til at hæve varmeprisen i 2023. Men udfordringerne har ikke påvirket den daglige drift. Borgerne har haft varme i radiatorerne, rent drikkevand i hanerne og kunne på en sikker måde komme af med spildevand og overfladevand, udtaler Anna Aaen, bestyrelsesforkvinde i Aalborg Forsyning.
Nordjyllandsværket er synderen
Ifølge en pressemeddelelse er resultatet især påvirket negativt af Nordjyllandsværket A/S. I 2023 er elpriserne faldet til lavere niveauer end forventet, hvilket har påvirket omsætningen. Derudover har Nordjyllandsværket haft høje udgifter på både kul og CO2-kvoter i 2023.
Som følge af krigen i Ukraine og sanktionerne mod Rusland skulle Nordjyllandsværket i 2022 sikre sig kul i en højspændt situation med stigende priser. På grund af nedbruddet på Nordjyllandsværket blev kullet først for alvor brugt i 2023 og har derfor påvirket driftsresultatet i 2023.
Dertil er leverancerne af overskudsvarme fra Aalborg Portland faldet yderligere i 2023, så mængden i 2023 var 40% under 2021-niveauet.
Fuld fart på den grønne omstilling
Til gengæld har 2023 også været året, hvor Aalborg Forsynings store projekter, som skal drive den grønne omstilling, for alvor er gået fra tegnebræt til virkeliggørelse. Kontrakterne på de nye, grønne teknologier i Norbis Park er blevet indgået, så byggeriet af projekterne kunne begynde i 2024.
I 2023 blev der indgået en kontrakt om levering af en af verdens største havvandsvarmepumper baseret på naturlige kølemidler. Anlægget vil stå for op til en tredjedel af varmeproduktionen i Aalborg Forsynings forsyningsområde.
Derudover er der indgået kontrakt om leveringen af 150 MW elkedelanlæg, og byggeriet af et varmelager bestående af 200.000 M3 akkumuleringstanke og en 6 MW varmepumpe ved Renseanlæg Øst blev også sat i gang i 2023.
- Vi har helt som planlagt nået nogle meget vigtige milepæle for den grønne omstilling i 2023. Det betyder, at vi nu er i gang med at bygge de grønne teknologier, som skal tage over, når vi efter planen udfaser brugen af kul på Nordjyllandsværket med udgangen af 2028, siger Anna Aaen.
Aalborg Forsyning løftede også en stor samfundsopgave i 2023, når det handler om at udfase brugen af naturgas og sørge for, at flere kan komme over på fjernvarme. I 2023 blev der etableret fjernvarme i Storvorde, Sejlfjord og Gudumholm – i sidstnævnte valgte hele 85% af byen at skifte til fjernvarme, og Aalborg Forsyning afsluttede tilmed gravearbejdet fire måneder før tid.
I alt fik Aalborg Forsyning 1.265 nye fjernvarmekunder i 2023 og lagde 45 kilometer fjernvarmeledninger.

Podcast: Elektrificeringen er i fuld gang i Aalborg
Med udgangen af 2028 lukker det kulfyrede Nordjyllandsværk. Men hvad skal komme i stedet? Og hvad betyder det, når Aalborg Forsyning går fra at være elproducent til elforbruger?
Podcasten Fjernvarmen har besøgt Jesper Høstgaard-Jensen, der er teknisk direktør i Aalborg Forsyning, for at få svar på, hvad fremtiden bringer Aalborg Forsyning rent elektrificeringsmæssigt.
Lyt til podcasten her: Elektrificering i Aalborg.
Skriv kommentar