Radikale efterlyser skifteomkostninger i lovgivningen
Det seneste foretræde med Dansk Fjernvarme har afstedkommet en række spørgsmål til klimaministeren. Bl.a. i forhold til skifteomkostninger og hvorvidt de skal være en del af prisloftet.
Folketinget har taget fat på behandlingen af Lovforslag 78, der bl.a. vil indføre et forbrugerprisloft med virkning fra 2025. Efter 1. behandlingen i sidste uge havde Dansk Fjernvarme foretræde for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget, og det har nu givet anledning til en række opklarende spørgsmål fra udvalgsmedlemmerne til Lovforslag 78.
Samira Nawa fra Radikale spørger således ind til de såkaldte skifteomkostninger, der ikke er en del af prisloftet i lovforslaget. Hun spørger til, om der vil kunne medregnes et tillæg for skifteomkostninger, som vil være opgjort som en gennemsnitsberegning.
”På den måde kan der tages højde for de store forskelle i skifteomkostninger, og der sikres samtidig mere transparens i forhold til de faktiske omkostninger ved at skifte varmeforsyning, ” uddyber Samira Nawa sit spørgsmål til ministeren.
Hun stiller endnu et spørgsmål i forlængelse af spørgsmålet om skifteomkostninger – nemlig hvorvidt ministeren vil være enig i, at ”et prisloft, hvor der er indregnet gennemsnitlige skifteomkostninger, bedre vil afspejle varige fordele for eksisterende fjernvarmeforbrugere ved at skifte væk fra fjernvarmen end et prisloft uden indregning af skifteomkostninger?”
Sagt med lidt andre ord, så vil skifteomkostningerne for de nuværende fjernvarmeforbrugere – hvis de bliver regnet med i prisloftet – alt andet lige hæve prisloftet, så det vil give et langt mere retvisende sammenligningsgrundlag, hvis eksisterende fjernvarmekunder går med tanker om at skifte fra fjernvarme til en anden varmekilde.
De to spørgsmål – samt de øvrige spørgsmål, der er stillet i kølvandet på 1. behandlingen - er stillet til klimaminister Lars Aagaard og skal besvares den 6. december, fremgår det Folketingets hjemmeside. Her står der ligeledes, at der er planlagt yderligere en politisk drøftelse, der skal finde sted den 12. december.
Lovforslaget er sat til 2. behandling den 17. december og 3. behandling den 19. december.
Skriv kommentar