Skatteministeriet fjerner CO2-afgift ved CCS
Det er positivt, når Skatteministeriet fjerner CO2-afgift ved CCS, mener Dansk Fjernvarme. Det betyder, at virksomheder, der etablerer anlæg til CO2-fangst og lagring kan få tilbagebetalt CO2-afgiften for den del af udslippet, som de indfanger.
Når man ikke udleder CO2, så skal man ikke betale CO2-afgift. Så simpelt kan og bør det siges. Og det sikres nu med skatteministerens underskrift på en bekendtgørelse, der gennemfører en såkaldt aftaleordning.
Ordningen betyder, at virksomheder, der etablerer anlæg til CO2-fangst og lagring kan få tilbagebetalt CO2-afgiften for den del af udslippet, som de indfanger.
Dansk Fjernvarme har tilbage i foråret 2024 arbejdet hårdt for, at det netop skulle blive tilfældet. Dengang lykkedes det således at få ændret det lovforslag, der i første omgang var fremsat, men hvor CO2-afgiften fortsat skulle betales, også selvom man etablerede CCS.
- Vi er rigtig glade for, at vi gennem god dialog med Skatteministeriet har fundet en model, der gør det muligt at afløfte CO2-afgiften, når man laver CCS og altså ikke udleder CO2, siger Jannick Hauschildt Buhl, der er områdechef for CCUS og PtX i Dansk Fjernvarme, og fortsætter:
- Netop finansieringen af investeringer i CO2-fangst gennem sparede CO2-kvoter og CO2-afgifter er afgørende for, at økonomien i projekterne kan hænge sammen. Den bekendtgørelse, der nu er færdiggjort er således helt essentiel for, at CO2-fangst kan bidrage til at opnå vores klimamål.
Der er et stort potentiale for CO2-fangst i fjernvarmesektoren, herunder på affaldsenergianlæg, hvor danskernes restaffald udnyttes til produktion af el og varme. Affaldet består dels af biogen CO2 og dels af fossil CO2, hvor der for sidstnævnte skal betales CO2-kvoter, CO2-afgift og den nye emissionsafgift.
- Ideelt set var der lavet en ordning, hvor afgiften helt automatisk ikke skulle betales ved CCS, men den aftalebaserede ordning viste sig angiveligt at være nødvendig af hensyn til EU’s energibeskatningsdirektiv. Vi ser dog rigtig positivt på, at Skatteministeriet har udformet bekendtgørelsen på en måde, så virksomhederne har sikkerhed for, at kunne opnå aftalen om refusion af CO2-afgiften ved CCS, siger Jannick Hauschildt Buhl.
Bekendtgørelsen træder i kraft 1. januar 2025.
Skriv kommentar