Gå til hovedindhold
Kurser & Events

Lederuddannelsen forbedrer min daglige ledelse

Efter direktør for Hedensted Fjernvarme, Martin Lindhardt, tog Dansk Fjernvarmes lederuddannelse, ser han nu ledelse som et fag fremfor noget, man bare gør.

7. apr. 2025
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Når direktør for Hedensted Fjernvarme, Martin Lindhardt, sætter ord på, hvad hans ledelsesstil er, nævner han flere gange, at han ikke vil være en chef, der er inden over alle arbejdsopgaver hos fjernvarmeselskabet.

    - Min ledelsesstil er, at jeg bestræber mig på at være en tilbagetrukket leder, som er tillidsfuld, og uddelegerer opgaver og ansvar til mine medarbejdere, fortæller Martin Lindhardt.

    Til daglig har han ansvaret for ti medarbejdere, inden Martin Lindhardt blev direktør for Hedensted Fjernvarme, har han flere års erfaring med projektledelse fra hans tid hos COWI, hvor han har arbejdet i 15 år.

    Den erfaring har bidraget til, at det falder Martin Lindhardt naturligt at tage initiativ og at handle.

    - Det gør det både i mit professionelle liv og i mit privatliv, hvor jeg i næsten hele mit liv har været aktiv i bestyrelser i det frivillige foreningsliv, fortæller direktøren for Hedensted Fjernvarme.

    Selvom det falder direktøren naturligt at være en leder, som handler og tager initiativ, vil Martin Lindhardt gerne have et bedre teoretisk grundlag for, hvad det vil sige at være en leder.

    Martin Lindhardt har tidligere i sin karriere haft undervisning i ledelse, men der har fokus været på ledelse i praksis.

    - Via Dansk Fjernvarmes lederuddannelse fik jeg et teoretisk sprog for ledelse samtidig med, at jeg oplevede at få ahaoplevelser, den situation har jeg også stået i, når underviseren gennemgik nogle caseeksempler, uddyber direktøren for Hedensted Fjernvarme.

    Ledelse er et fag  

    Det, Dansk Fjernvarmes lederuddannelse særligt kan, er, ifølge Martin Lindhardt, at uddannelsen både sætter fokus på ledelse i både store og små fjernvarmeselskaber i sektoren.

    - Uddannelsen har også lært mig at være skarpere i at definere, rammesætte og løse en generel problemforløsning, uddyber han og tilføjer:

    - Det har været det hele værd.

    Undervejs i forløbet på uddannelsen er det også gået op for Martin Lindhardt, at han som leder, godt til tider kan have en tendens til at gå i gang med selv at løse arbejdsopgaverne i stedet for at uddelegere opgaverne til de rette medarbejdere.

    - Der må jeg erkende, at jeg modsiger mig selv lidt. Det er gået op for mig, at når jeg løser konkrete opgaver, ryger noget af min tid, som kunne være blevet brugt bedre på andre opgaver i organisationen, konstaterer han og tilføjer:

    - Der har uddannelsen gjort mig skarpere på at min opgave, som leder først og fremmest, er at uddelegere opgaverne til de rette medarbejdere. Lederuddannelsen forbedrer min daglig ledelse, fortæller Martin Lindhardt.

    Et af de værktøjer, han efterfølgende har overført til sit arbejde, er, at i stedet for at tænke ledelse som noget, man bare gør, er Martin Lindhardt begyndt at tænkte ledelse som et fag.

    Det er en ny erkendelse for direktøren, at selvom det kan føles naturligt for ledere at tage initiativ og handle, er det ikke noget, man ”bare gør”. Der skal også være nogle strategier og tanker bag ens ledelsesstil.

    Martin Lindhardt har for nylig læst, i en undersøgelse fra 2024 lavet af Norstat for Business Danmark, at dårlig ledelse er den største trussel, som får flest medarbejdere til at smutte. Det er hans pointe, at ledere skal være proaktive og udvikle sig løbende.

    - Der giver en lederuddannelse, som Dansk Fjernvarmes, ledere muligheden for at udvikle sig til at blive endnu bedre ledere, vurderer Martin Lindhardt. 

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...