Gå til hovedindhold
Rammevilkår & Regulering
Energipriser
Forsyningssikkerhed

KL kritiserer regeringens forbrugerprisloft

Kommunerne er kritiske over for det forbrugerprisloft, som regeringen vil lovgive om. Det risikerer at sætte den grønne omstilling i stå, lyder det fra KL.

17. sep. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

- Vi er bekymrede for, at prisloftet vil svække økonomien i fjernvarmeselskaberne, lyder det for formand for KL's klima- og miljøudvalg, Birgit S. Hansen. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Regeringens lovforslag om at ændre i varmeforsyningsloven – bl.a. ved at indføre krav om et forbrugerprisloft – er stødt på voldsom kritik fra mange sider. Nu melder KL – brancheorganisation for landets 98 kommuner – sig også på banen.

    Det er formand for KL's klima- og miljøudvalg, Birgit S. Hansen, der mener, at lovforslaget modarbejder den fælles interesse for at udrulle grøn fjernvarme.

    - Vi er bekymrede for, at prisloftet vil svække økonomien i fjernvarmeselskaberne. Når forbrugeren oplyses om, at deres fjernvarmepris er over prisloftet, vil det få nogle af dem til at skifte. Det vil ramme nogle selskaber hårdere, fordi de har sværere ved at sænke omkostningerne inden for tidsfristen, siger hun til mediet Danskekommuner.dk.

    Birgit S. Hansen frygter, at varmeregningen dermed med tiden vil blive højere for de resterende kunder i fjernvarmenetværket, fordi selskabernes omkostninger er de samme.

    Og fordi selskaberne er forpligtet til at gå i nul, må de hæve priserne.

    - Det kan samtidig have en social slagside, fordi dem med flere ressourcer vil have bedre mulighed end andre til at skifte først, mens andre står tilbage med en højere regning, siger Birgit S. Hansen.

    Endelig pointerer hun, at hvis økonomien i fjernvarmeselskaberne svækkes over tid, kan det betyde, at nogle må dreje nøglen om.

    - Som den yderste konsekvens kan det betyde konkurser og dermed en stor administrativ og økonomisk byrde for kommunerne, som ofte har stillet garanti for lånet til selskabet og i sidste ende derfor også borgerne, lyder det fra Birgit S. Hansen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...