Gå til hovedindhold

Alvorlig strøm-mangel truer Danmark: »Det er helt uholdbart«

LÆS I DAG: SF’s bagland: Det er på tide at kulegrave liberaliseringen. Operation X: Kritik af Ørsteds køb af biomasse. - Vi ville jo nødigt have, at andre lande gjorde det her, siger ekspert og kommer med opfordring til regeringen. Skæbnedag venter for Danmarks omstilling i nervøst havvinds-udbud. Prisstigning på fjernvarme hos Kredsløb. Værløse Varmeværks fjernvarmearbejde er slut inden jul.

5. dec. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Ingeniøren.dk:
    Alvorlig strøm-mangel truer Danmark: »Det er helt uholdbart«

    Danmark har lukket kraftværker på stribe i den grønne omstillings navn for at erstatte energikilderne med sol og vind. Men vi har skrottet det sorte uden at have nok af det grønne, og nu råber Energinet vagt i gevær, skriver Ingeniøren.dk.

    Den seneste fremskrivning fra Energinet viser, at danskerne i 2034 kommer til at mangle el i stikkontakterne i de perioder, hvor der hverken er sol eller vind. Manglen vil være så udtalt, at danskerne i gennemsnit vil stå uden el i adskillige minutter om året. Perioder, hvor lyset slukker, computere går i sort og alt uden backup-systemer går i stå.

    I minutter – såkaldte afbudsminutter – kommer det til at stige fra tre minutter på et år til et sted i intervallet 8-30 minutter om året. Energistyrelsens bud er 17 minutter.

    Det er en uholdbar situation, mener energiprofessor ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen.

    - 17 minutter lyder måske ikke af så meget. Men da det er et gennemsnit i en modelberegning, kan det være, at det kun rammer nogle af os, som derfor kommer til at mangle el i flere timer årligt. Hvad værre er, i den ”perfekte storm” med ekstrem kulde, stort brug for el til opvarmning i Norge, Sverige og Tyskland, så er det ikke Danmark der står først for, når vi vil importere og der ikke er vindmøllestrøm, og vi ej heller har mere end 3 Gigawatt kraftværkskapacitet, siger han til Ingeniøren.dk.

    Stine Grenaa Jensen, der er vicedirektør ved Energinet, bekræfter, at selskabet via sin rapport forsøger at gøre opmærksom på, at det reelt er et problem  for Danmark.

    - Vi ser en generel europæisk udfordring med at sikre, at der er nok energi til rådighed, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Her vil vi gøre politikerne opmærksomme på, at det udgør en risiko for det system, vi ser ind i, siger Stine Grenaa Jensen.

    *****

    WasteTech:
    SF’s bagland: Det er på tide at kulegrave liberaliseringen

    Selvom SF’s politikere i Folketinget i 2023 stemte for at liberalisere landets forbrændingsanlæg og restaffald, så viser det sig, at de ikke har haft baglandet med. Ifølge mediet WasteTech giver flere lokale politikere fra SF nu udtryk for utilfredshed med, at partiet på Christiansborg stemte for loven.

    - Jeg mener helt afgjort, at hvis det faktuelle grundlag var fejlagtigt, bør man kigge på det igen, som man ville gøre i alle andre sammenhænge. Vi lokalpolitikere skal evaluere på de lovgivninger, vi stemmer igennem, og den pligt har de også på Christiansborg, siger Alexander Myrhøj, der sidder i kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune for SF.

    Allerede i 2023 var der flere lokale SF’ere, der udtrykte utilfredshed i et læserbrev i Information. Her gav de udtryk for, at der helt generelt ikke blev lyttet til argumenter mod loven, siger forfatteren til læserbrevet i 2023, Julie Hoff Sørensen, der er lokalpolitiker på Stevns samt ansat hos Fors.

    - Det var en vildt mærkelig sag, hvor alle eksperter satte spørgsmålstegn ved klimaeffekten og kommunerne satte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet ville begrænse affaldsimporten, men der blev øjensynligt ikke lyttet, siger Julie Hoff Sørensen.

    *****

    Energy Supply:
    Operation X: Kritik af Ørsteds køb af biomasse

    Eksperter sår tvivl om bæredygtigheden af Ørsteds biomasseprodukter i nyt Operation X-program på TV 2, mens Ørsted selv afviser kritikken. Det skriver Energy Supply.

    En del af beviserne består af video af transport af træ i bl.a. USA og Estland til forarbejdningsvirksomheder, der producerer flis og træpiller, der senere bliver brugt af Ørsted i Danmark.

    - Hvis det havde været under skandinaviske forhold, så kan vi konstatere, at det er friskt og retvokset. Det vil sige, at meget store dele af det her ville kunne have været lagt i andre længder, og den bedste del af det, ville kunne være blevet sendt til savværk, udtaler Esben Møller Madsen, der er tidligere skovforvalter igennem 40 år, i TV 2-programmet.

    I et skriftligt svar til TV 2 påpeger Ørsted, at virksomheden er i "tæt kontakt" med deres leverandører og via certificeringsordninger, besøg og grundig dokumentation sikrer, at biomassen lever op til bæredygtighedskrav og lovgivning.

    "Påstanden om, at nogle af Ørsteds leverandører skulle bruge andet end restprodukter er udokumenteret, og vi kan på ingen måde genkende billedet, TV 2 tegner", skriver Ørsted i et skriftligt svar til Operation X.

    Læs også: Operation X: Talrige fejl tærer på tilliden til programmet.

    *****

    TV2 Nyhederne:
    - Vi ville jo nødigt have, at andre lande gjorde det her, siger ekspert og kommer med opfordring til regeringen

    Direktør i Rådet for Grøn Omstilling, Bjarke Møller, mener, at regeringen bør fjerne statsstøtten og i det hele taget stoppe brugen af biomasseenergi. Opfordringen kommer på baggrund af tv-programmet Operation X, der har fokus på biomasse. Det skriver TV 2 Nyhederne.

    - Det er en skamplet på dansk klimapolitik, at vi giver så markant støtte til en industri, som skader klimaet, lyder det fra Bjarke Møller.

    I udsendelsen ”Bæredygtigt bedrag” fremgår det, at der skal være tale om årlig statsstøtte på 6 milliarder kroner. Rent faktisk er det dog noget mindre - 479 millioner kroner – om året – en støtte der skal udfases over de kommende år.

    Direktør i organisationen Green Global Future, Kåre Press-Kristensen, kalder det en "katastrofe", at Danmark bruger midler på at fremme brugen af biomasse: 

    - For det betyder, at skatteyderne i virkeligheden betaler for afbrænding af biomasse, der øger global opvarmning og ødelægger biodiversiteten.

    Forperson for Klimarådet, Peter Møllgaard, mener, at vi brænder for meget biomasse af i Danmark og på den måde ikke er et godt eksempel.

    - Vi argumenterer jo for, at man skal have nedsat det her overforbrug af biomasse og derfor i stedet skal lægge en afgift på det, siger han.

    *****

    Energy Supply:
    Skæbnedag venter for Danmarks omstilling i nervøst havvinds-udbud

    Torsdag kl. 14.00 er der deadline for det største udbud af havvindmølleparker i Danmarkshistorien. Men flere aktører frygter for, at udbuddet ender med en fiasko, så de udbudte 9 GW havvind ikke bliver til noget her og nu. Det fremgår bl.a. af Energy Supply.

    - Jeg konkluderer ikke noget på forhånd, men vi er bekymrede for, om de markedsmæssige vilkår matcher de danske udbudsbetingelser, siger Kristian Jensen, der er administrerende direktør i Green Power Denmark.

    Det er især præmissen om, at energiselskaberne skal betale staten for at producere vindenergien, der har vakt postyr i branchen, hvor man tidligere var vant til en model, hvor vindvirksomhederne fik statsstøtte.

    Klimaminister Lars Aagaard har løbende i processen fastholdt, at man vil undgå statsstøtte til havvindmøllerne. Men når det kommer til infrastruktur som elkabler og transformerstationer til både Danmark og Europa kan det blive nødvendigt på et senere tidspunkt.

    - Gevinsterne ved at bygge projekterne er så spredte, at vindmølleejeren ikke umiddelbart kan dække omkostningerne til infrastrukturen, sagde han til Ritzau på en vindkonference sidste måned.

    *****

    Jyllands-Posten, Aarhus:
    Prisstigning på fjernvarme hos Kredsløb

    Fra årsskiftet stiger fjernvarmeprisen hos Kredsløb, der forsyninger borgere i Aarhus Kommune med varme. Prisstigningen bliver – skriver Jyllands-Posten – på 2,6 procent i forhold til indeværende år.

    Konkret betyder det, at gennemsnitsprisen for et standardhus samlet set stiger med 397,25 kroner om året, mens prisen for lejlighedskunder i gennemsnit stiger samlet set med 281,25 kroner om året.

    Fjernvarmechef Elsebeth Arendt er trods prisstigningen glad for, at man formår at holde prisen »nogenlunde i ro«, som det formuleres i pressemeddelelsen fra Kredsløb.

    - Mange af os har rynket på næsen, når vi løbende har betalt mere og mere for en liter mælk hos købmanden og generelt får mindre ud af vores midler. Derfor er jeg naturligvis meget glad for, at vi i år kan sikre, at priserne kun stiger meget få procent, siger fjernvarmechefen.

    Læs også: Prisen på fjernvarme forbliver stabil i landets største byer.

    *****

    Alt Om Furesø:
    Værløse Varmeværks fjernvarmearbejde er slut inden jul

    Værløse Varmeværk er tæt på at være færdige med deres udrulning i to områder. Inden jul bliver de sidste varmekunder tilsluttet, lyder meldingen i Alt Om Furesø.

    I april begyndte arbejdet med området, der bliver udgjort af den yderste del af Nørrevænget, Nørreskovvang og sidevejen Skovbakken samt Fiskebækvej. En anden sidevej Munkevej var allerede på fjernvarmenettet.

    – Vi har tilkoblet 70 huse til fjernvarmenettet ud af 105 i det område. De resterende har varmepumper og nogle enkelte har gas eller oliefyr. Arbejdet er gået efter planen. Vi har haft et godt samarbejde med kommunen, forklarer Frantz Lundquist, der er daglig leder af Værløse Varmeværk.

    Værløse Varmeværk har også stået for udrulningen af fjernvarme til VABs boligafdeling Hesselbo samt Andelsboligforeningen Nørgaards Plantage på Sækkedamsvej. Det har været langt mere udfordrende.

    – 170 huse er tilkoblet i forbindelse med dette projekt. Det har været lidt mere trægt. Det har ikke været en dans på roser, men vi er færdige med det, og folk er glade for det nu, lyder det fra Frantz Lundquist, der nævner, at man nu har tæt på 2.000 kunder under varmeværket.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...