Gå til hovedindhold
Digitalisering
Medlemmer

Fjernvarmecentralen Avedøre Holme

Industrikunder mærker også værdien af digitalisering i fjernvarmen

16. dec. 2024
Tekst af Mikkel Lysgaard, mil@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Fjernvarmecentralen Avedøre Holme kigger ind i en omfattende ændring i hele fjernvarmesystemet. Fremløbstemperaturen skal sænkes markant fra 165 til 110 grader, og i løbet af de kommende fem år skal hele ledningsnettet renoveres – for blot at nævne et par af de mest omfattende opgaver, som efter forventningen vil resultere i store besparelser på varmeregningen for selskabets industrikunder.

    Der venter altså fjernvarmeselskabet et kæmpe stykke arbejde, men før man overhovedet kan komme i gang, skal de nuværende, delvist manuelle databehandlingsmetoder erstattes med digitale løsninger, som kan monitorere processen fra start til slut.

    Og når ændringen af varmesystemet er gennemført, vil man bruge de digitale løsninger til at administrere forsyningen og til den videre optimering af ledningsnettet.

    Baggrund og formål

    Fjernvarmecentralen Avedøre Holme har udelukkende industrikunder – 145 af slagsen – der alle forsynes med hedt vand fra Avedøreværket. Vandet har en høj fremløbstemperatur på 165 grader, og kombinerer man det med fjernvarmeselskabets forældede ledningsnet, giver det et stort varmetab.

    På fjernvarmecentralen har man gennem en række år haft et ønske om at gøre fremtidens fjernvarme til industrikunderne langt mere effektiv og økonomisk. Derfor skal fremløbstemperaturen nedbringes, med tiden skal rørsystemet udskiftes og man skal ikke mindst have bedre mulighed for at holde øje med forbrug, temperatur og installationer ude hos kunderne.

    Digitale løsninger skal monitorere processen

    I dag har fjernvarmecentralen allerede fjernaflæste målere, men da fjernvarmecentralen ønsker at ændre på måden hvorpå effektafgiften beregnes, skal de installerede målere udskiftes, sådan at den maksimal optagne effekt kan registreres digitalt.

    Efter planen går fjernvarmecentralen i gang med at sænke fremløbstemperaturen den 1. januar næste år. Den skal nedbringes fra 165 til 110 grader, og det gør de med cirka én grad om dagen for at følge med i, hvordan det påvirker nettet. Når temperaturen sænkes, trækker stålet i ledningsnettet sig sammen – og det kan resultere i rørsprængninger.

    Med det nuværende system kan påvirkningen af nettet ikke følges. Man kan derfor risikere at skade ledningsnettet i processen. Og det ville blive meget dyrt. Ved renovering af det udtjente ledningsnet, som ligger i betonkanaler, udskiftes rørsystemet med PIR rør, hvori der er alarmtråde og målepunkter, sådan at temperaturen på de nye rør kan følges løbende. Dette projekt ligger dog 5 år ude i fremtiden.

    Med vores nuværende system, ville vi ikke kunne følge påvirkningen af nettet. Vi kunne derfor risikere at skade ledningsnettet i processen. Og det ville blive meget dyrt. Vi sænker derfor fremløbstemperaturen med 1 grad om dagen, sådan at det eksisterende rørsystem kan køle langsomt af, for at undgå eventuelle rørbrud. I fremtiden vil vi langt bedre kunne overvåge temperatursvingerne i både rørledninger og hos hver enkelt forbruger, når projekterne er fuldt implementeret.

    Thomas Ahlmann Jensen, Teknisk chef, Fjernvarmecentralen Avedøre Holme

    Automatisering af databehandlingen

    Fjernvarmecentralen Avedøre Holme har derfor valgt at udskifte sine målere til fjernaflæste målere fra Kamstrup, og samtidig skifter man administrationssystem til Softværkets Forsyning|FOF. Tilsammen gør de to løsninger, at man automatisk kan modtage og behandle data om blandt andet fakturering, forbrug og temperaturer.

    I forbindelse med temperatursænkningen, har fjernvarmecentralen en plan om, at tilbyde forbrugerne at overtage service og vedligehold af stikledninger og reguleringsunits. Tilbuddet er en ”både og” løsning og ikke en ”enten eller” løsning. Derved kan fjernvarmecentralen monitorere alle relevante driftsdata hos hver enkelt forbruger, sådan at driftsøkonomien forbedres.

    Fjernvarmecentralen har derfor store forventninger om bedre driftsøkonomi, når målerudskiftning, it system og løbende udskiftning af reguleringsunits hos industrikunderne er implementeret.

    Effekt og værdi

    Med sænkningen af fremløbstemperaturen i Fjernvarmecentralen Avedøre Holmes ledningsnet forventer man en reduktion i nettabet på 10-20 procent – og håbet er at sænke det yderligere. Det lavere varmetab resulterer naturligvis i en lavere fjernvarmepris for kunderne, men det betyder også, at man kan modtage varme fra VEKS’ transmissionsnet, hvor fremløbstemperaturen allerede har den ønskede temperatur.

    Med en konservativ vurdering, hvor nettabet sænkes med 10 procent kan man spare cirka 7 millioner årligt på varmetab og 3 millioner kroner årligt på drift og vedligehold. Og samtidig har det stor betydning, at man overgår til udelukkende at levere komfortvarme.

    En langsigtet proces

    Der arbejdes også på at ændre i den måde, effektafgiften beregnes for kunderne. Planen er fremover at beregne den ud fra maksimalt afsatte effekt hos hver enkelt forbruger– og det er også en af de ting, som kræver et nyt system. Der skal nemlig indsamles minimum 3 års historiske data for at overgå til det nye og mere tidssvarende beregningsgrundlag, da forsyningstilsynet har helt klare regler for det område, for at beskytte forbrugeren.

    Temperaturoptimering ude hos forbrugerne bliver en vigtig del af det digitaliserede varmesystem. Hos de kunder, hvor varmecentralen overtager stikledning og unit, har man nemlig et langt bedre grundlag for at sænke varmeforbruget.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...