Ekstra elastik i tidsplanen for CCS-udbud vil give mere klima for pengene

Regeringen lancerede mandag et nyt CCS-udspil, der har til hensigt at bane vejen for, at CCS kan levere de fulde 3,2 millioner ton CO2-reduktioner i 2030, som er blevet stillet i udsigt gennem en række politiske aftaler.

Men hvor sandsynligt er det, at udspillet kan gøre netop det?

Regeringens nye CCS-udspil fokuserer på en række forskellige områder, der skal bidrage til at indfri målet om, at CCS skal bidrage med store reduktioner til de danske klimamål og samtidig blive en dansk styrkeposition med vækst og beskæftigelse. Udspillet har modtaget stor ros fra en samlet branche, herunder Dansk Fjernvarme, der ser mange gode elementer i det nye udspil, hvor det er tydeligt, at regeringen har lyttet til branchen.

Eksempelvis vil regeringen slå de to resterende CC(U)S-puljer til en værdi af i alt 27 milliarder kroner sammen til én CCS-pulje (altså uden U), der udmøntes i to separate udbud. Samtidig skal der laves en ny hovedlov, der skal sikre klare rammer for etablering af rørinfrastruktur, ligesom CO2-lagring på land skal kunne ske på samme vilkår som CO2-lagring på havet og udbydes allerede ved årsskiftet.

Men djævlen ligger som bekendt i detaljen. Vi har nærlæst regeringens udspil og mener, at man med nogle få mindre ændringer kan øge potentialet for at nå målene for CCS med større sikkerhed og med forbedret samfundsøkonomi.

Regeringen foreslår, at de to udbud skal afholdes i henholdsvis juni 2024 og juni 2025. I begge udbud skal der ifølge udspillet »være krav om fangst og lagring fra 2028 med krav om fuld fangst i puljerne fra 1. januar 2029«.

Det er endnu uklart, præcis hvad der ligger i denne formulering, herunder hvordan kravet om fangst og lagring fra 2028 skal forstås. Skal selskaberne blot nå at fange og lagre en symbolsk mængde inden udgangen af 2028, ligesom det var gældende i det første CCUS-udbud, eller vil der være skrappere krav?

Vores forventning til hvor lang tid det tager, at få et CCS-projekt på plads, er cirka 4-5 år. Det inkluderer hele processen fra projektmodning, myndighedsgodkendelser, gennemførsel af udbud af eksempelvis CO2-fangstanlæg, fordråbningsanlæg og lignende i henhold til EU-lovgivning, konstruktion af anlæg hos underleverandører, installation hos punktkilden og til sidst idriftsættelse. Med tilsagn om støtte i det første af de to CCS-udbud i december 2024 er der således lige nøjagtig fire år til 1. januar 2029, mens der for andet udbud kun vil være tre år.

Det er selvsagt godt med lidt pres for at få tingene til at ske.

Men vi skal passe på, at vi ikke stiller så skrappe krav, at det afholder relevante aktører fra at deltage i udbuddene pga. for store risici for bøder med videre. Det vil nemlig reducere konkurrencen i udbuddene og potentielt føre til, at staten køber sig til dyrere CO2-reduktioner end nødvendigt – og dermed får mindre klima for pengene. Og det er vel at mærke en omkostning, som staten ifølge udspillet skal betale i 15 år.

Det er derfor vigtigt, at der sikres tilstrækkeligt med luft i tidsplanen til at flere relevante aktører kan deltage, da det vil reducere behovet for statsstøtte gennem øget konkurrence i udbuddene.

I Dansk Fjernvarme repræsenterer vi alle landets fjernvarmeselskaber, kraftvarmeværker og affaldsenergianlæg med et samlet langsigtet (dvs. også i 2040) CO2-fangstpotentiale på op mod 6 millioner ton per år ifølge Energistyrelsen. Mere end halvdelen af potentialet findes på kommunalt ejede anlæg, der dels omfatter størstedelen af de danske affaldsenergianlæg og en række biomassekraftvarmeværker.

Fælles for branchen er, at det er begrænset, hvor mange penge virksomhederne kan bruge på projektmodning og lignende, inden de modtager tilsagn om støttemidler, da de i så fald vil skulle trække på den frie egenkapital, som er begrænset i sektoren.

Derfor opfordrer vi til, at kravet om fangst og lagring fra 2028 ikke gøres til et hårdt minimumskrav, men alene en pointgivende faktor i evalueringen af de indkomne bud i første udbud, mens kravet om fuld fangst og lagring for udbud nummer to bør rykkes fra 2029 til 2030 med point for tidlig idriftsættelse i 2028-2029. På den måde kan vi både nå vores klimamål og samtidig gøre det på en måde, hvor det er de billigste reduktioner, der tildeles støtten.

Dette indlæg er første gang bragt i Klimamonitor den 22. august 2023.