Gå til hovedindhold
Dansk Fjernvarme
Forsyningssikkerhed
Rammevilkår & Regulering

Rettidig omhu når 13 borgmestre angler om lukning for gasnettet

Vi skal trække linjen op for at nå de politiske målsætninger med en kommunal varmeplanlægning 2.0, hvor målet er udfasning af gas inden 2035, opfordrer Dansk Fjernvarme og Rådet for Grøn Omstilling.

12. juli 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    I alt 13 borgmestre med forskellig partifarve og fra kommuner bredt fordelt over Sjælland og Fyn, har netop sendt et brev til klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, hvori de opfordrer til at give kommunerne mulighed for at planlægge nedlukningen af gasnettet i forbindelse med udrulning af de kommunale varmeplaner.

    Dansk Fjernvarme og Rådet for Grøn Omstilling mener, at det er udtryk for rettidig omhu, når kommunerne nu er klar til en revidering af varmeplanerne fra energikrisehåndtering med hastig udrulning af fjernvarme til en mere langsigtet tilgang til de strukturelle udfordringer.

    Sådan kan vi bidrage til at indfri de politiske målsætninger med udfasning af gas til rumopvarmning inden 2035 – som er den politiske ambition fra Aftalen om grøn strøm og varme fra juni 2022.

    Faldende gaspriser, højere anlægsinvesteringer og høj rente gør, at ambitionerne i de kommunale varmeplaner er væsentlig udfordrede. Derfor giver det ikke mening i den nuværende situation at fortsætte omstillingen med et skarpt sigte alene på fuld udrulning af fjernvarmen inden det tilfældige år 2028. Vi har i stedet brug for langsigtet varmeplanlægning, der kan sikre, at gassen helt forsvinder ud af opvarmningen.

    Som det ser ud i dag beholder en stor del danske boligejere deres gasfyr, og tusinder af boligejere køber endda nye fyr.

    Vi skal derfor trække linjen op for at nå de politiske målsætninger med en kommunal varmeplanlægning 2.0, hvor målet er udfasning af gas inden 2035.

    Vi mener, at Energistyrelsen hurtigst muligt bør udarbejde hjemmel til, at Evida som gasselskab kan sende varsel om nedlukning. Men det bør være kommunerne, der planlægger områder for nedlukning, og statens selskab Evida der efterfølgende kan eksekvere på varmeplanerne - samme arbejdsgang som vi ser ved fjernvarmeudrulningen.

    Energistyrelsen bør samtidig arbejde hurtigt på at implementere EU-direktiverne, som giver mulighed for, at medlemslandene hurtigst muligt kan nedlukke gasnettet (helt eller delvist). I Holland og Tyskland er de i gang med det lovforberedende arbejde, så dem bør man skæve til.

    Drop gammel undskyldning

    Vi håber, at klima-, energi- og forsyningsmisteren vil tage opfordringen til sig og ikke kommer med den samme undskyldning om, at gassen er grøn i 2029, som da en samlet energisektor sendte en opfordring i maj.

    Vi mener, at kommunerne i princippet allerede nu bør samarbejde om en model for, hvordan arbejdet med nedlukningsplanerne kan se ud og lave en ramme for den nye varmeplanlægning. Det er i virkeligheden vores opfordring, at kommunerne bør vurdere, om det ville være relevant at kigge på en revidering af varmeplanerne fra 2022 til en langsigtet målsætning om udfasning af gas senest i 2035.

    Dette arbejde kan de ambitiøse kommuner igangsætte allerede i år med færdiggørelse i 2025. Herefter kan kommunerne vælge at sende et brev til borgere om den forventede udvikling i varmeforsyningen indtil 2035.

    Kun gå for langsomt

    Vi ser ingen grund til, at kommunerne skal vente, da formålsparagraffen i varmeforsyningsloven sådan set italesætter kommunens rolle fint: At fremme den mest samfundsøkonomiske, herunder miljøvenlige, anvendelse af energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand og inden for disse rammer at formindske energiforsyningens afhængighed af fossile brændsler.

    Set i det perspektiv kan kommunerne bare gå i gang med den langsigtede varmeplan med fuld udfasning af gas i 2035. Så må staten og Evida arbejde i et sideløbende juridisk spor, der giver hjemmel til at indfri de kommunale varmeplaners screeninger for gasnedlukningen.

    Dette debatindlæg er bragt i Klimamonitor den 12. juli 2024.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...