Gå til hovedindhold
Konverteringer
Dansk Fjernvarme
Medlemmer

Sådan lukker vi for gas i danske hjem efter 2035

Umiddelbart lyder det kontroversielt, men med de rigtige greb kan staten lægge rammerne for, at kommunerne kan vælge at nedlukke dele af de lokale gasnet efter 2035.

20. juni 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Siden sommeren 2022 har den kommunale varmeplanlægning taget et kvantespring, og samtidig er fjernvarmeselskaberne sendt på overarbejde med projektforslag, der kan udfase gasfyr i de danske hjem.

    Den medfølgende konverteringsbølge ruller stadig ud over landet, og projekter der er i gang - og som kan levere skarp kommunikation og en attraktiv pris - opnår tilstrækkelige tilslutningsprocenter til at kunne trykke på investeringsknappen.

    Men opbakningen til fjernvarmeprojekterne falder i takt med bevidstheden om, at energikrisen er på retur, og gasprisen falder til et lavere leje end under energikrisen i 2022. Der er nu gået præcis to år siden, Mette Frederiksen lovede danskerne klar besked om deres varmeforsyning, og nu er det på tide at tage samme greb med omvendt fortegn.

    - Boligejere med gasfyr bør få viden om fremtidens varmeforsyning inden udgangen af 2025. Kommunerne bør få mulighed for lokal planlægning af nedlukning af gasnettet i etablerede eller besluttede fjernvarmeområder efter 2035, lyder det fra seniorkonsulent i Dansk Fjernvarme, Søren Magnussen som uddyber:

    - Det er ikke en god samfundsøkonomisk løsning at have både gas, fjernvarme og varmepumper udrullet på villavejene, og en klar udmelding om slutdato på gas ud fra kommunal varmeplanlægning vil være et sikkert og klart signal til boligejerne om at vælge en grønnere løsning, når fyret står af, eller når den kollektive grønne fjernvarme tilbyder sig. 

    Det giver samfundsøkonomisk mening

    Det er vigtigt at understrege, at udviklingen går i retning af, at gassen ikke vil være tilgængelig uendeligt. Der vil over tid være færre, der bruger gas til opvarmning, fordi de enten skifter til fjernvarme eller vælger en varmepumpe, og så vil driften af de lokale gasfordelingsstationer – såkaldt MR – over tid ikke længere være rentabel.

    - Derfor giver det samfundsøkonomisk god mening at sætte en reel slutdato på gas, så kommunerne kan planlægge nedlukningen af gasnettene i forlængelse af de fjernvarmeprojekter, der ruller ud, forklarer Søren Magnussen.

    Konkret vil det kunne effektueres ved, at kommunen – når den igangsætter planlægning af nedlukning af gasnettet – sender et myndighedsvarsel om, at gasfyret ikke kan stå for evigt i dit hus, så du skal overveje skiftet til anden opvarmning.

    Se til Nederlandene

    Spørgsmålet er naturligvis, om det lovgivningsmæssigt kan lade sig gøre – er der fx hjemmel, og hvad siger EU til det. Og svaret er ifølge Søren Magnussen ”JA”, og han henviser til Nederlandene, hvor der er fremsat et lovforslag, der forventes at blive vedtaget endeligt ved udgangen af 2024.

    ”Bill on municipal instrument heat transition act” (Wgiw) beskriver, hvordan kommuner gennem en lokalt besluttet varmeplan har myndighed til at lukke for gassen i udvalgte områder, hvor et grønnere valg er muligt. Borgerne vil modtage varsel om nedlukning 8 år før, og det sikrer en form for fremtidig beslutningspligt

    Søren Magnussen forklarer videre, at det bør være ulovligt at sælge nye gasfyr fra 2025. Hvis dit gasfyr går i stykker, kan du kun købe et brugt, som der er tusindvis af på lager i takt med, at fjernvarme tager over, og de grønne alternativer sender gasfyret på pension. 

    - Derfor en klar opfordring fra Dansk Fjernvarme om at tage udgangspunkt i mulighederne. Politikerne kan begynde med at lave en klar hjemmel til kommunerne; gøre ordningen frivillig til at starte med, så frontløber-kommuner kan vise vejen og lave gode modeller for, hvordan man lokalpolitisk kan skabe de gode rammer, samarbejder og klar kommunikation til deres borgere, siger Søren Magnussen.

    Han advarer mod at finde begrænsningerne i diverse EU-direktiver, fordi det kommunale landskab venter på et greb for at få deres klimamålsætninger i hus.

    - Og uden udfasning af fossil gas til rumopvarmning, kommer de ikke i mål med DK2020 klimaplanerne, konstaterer Søren Magnussen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...