Gå til hovedindhold
Ledelse & Bestyrelse
Medlemmer
Dansk Fjernvarme

Projektchef: Få fjernvarme på uddannelsers pensum

Diversitet: Fjernvarmesektorens forskellige arbejdsopgaver bør allerede introduceres for studerende, mens de er under uddannelse. Det vil få flere til at vælge sektoren til og være vejen frem til mere diversitet, foreslår Jesper Pamhede fra Greve Fjernvarme.

29. maj 2024
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

- Der er få kvinder i branchen, men jeg tror der kommer flere til. Det ses allerede nu, at der er flere kvinder på de tekniske uddannelser, siger Jesper Pamhede, der er projektchef hos Greve Fjernvarme.

Indhold

    Siden januar 2023 har Jesper Pamhede arbejdet som projektchef hos Greve Fjernvarme. Projektlederen er uddannet som diplomingeniør. Inden sit skift til Greve Fjernvarme arbejdede han i knap syv år som rådgiver i et konsulentfirma. I den stilling beskæftigede Jesper Pamhede sig mere og mere med involvering i fjernvarmeprojekter. Skriftet til helt og holdent at arbejde med fjernvarmeprojekter var derfor ikke langt for Jesper Pamhede. Han kan fortælle kort og præcist, hvorfor han valgte at søge ind i fjernvarmesektoren.

    - Fjernvarmeområdet er utroligt spændende.

    Desuden er Jesper Pamhede tiltrukket af, at fjernvarmesektoren tilbyder fremtidssikrede og alsidige forsyningskilder, der trækker på mange forskellige brændsler. Det baner vejen for bæredygtig innovation på energi- og forsyningsområdet.

    - Muligheden og behovet for at tænke innovativt, det ser jeg både som en styrke og noget, som fremadrettet kan sikre fjernvarmesektoren et stort rekrutteringspotentiale, påpeger Jesper Pamhede.

    Hård tone

    Selvom projektchefen ser et stort potentiale for, at sektoren fremover tænker mere innovativt, ser han stadig udfordringer i branchen.

    - Der er få kvinder i branchen, men jeg tror der kommer flere til. Det ses allerede nu, at der er flere kvinder på de tekniske uddannelser.

    Danmarks Tekniske Universitet havde i 2022 et optag af kvindelige studerende på 35 procent af studiepladserne på bacheloruddannelserne og 29 procent på diplomingeniøruddannelserne.

    Men selvom der er flere kvindelige studerende på de tekniske uddannelser, kan der være andre ting ved sektoren, som afholder kvinder fra at søge arbejde efter endt uddannelse i fjernvarmebranchen.

    - Tonen er hård både fra forbrugerne og imellem entreprenørerne. Det kan godt skræmme nogle væk.

    - Jeg ansætter ikke efter køn eller alder. Jeg ansætter den, som har de bedste kompetencer.

    Jesper Pamhede, projektchef, Greve Fjernvarme

    Selvom projektchefen går ind i dialogen, hvis den spidser til mellem en medarbejder og kunde, kan han ikke være til stede hver gang.

    - Jeg kan ikke redde situationen hver gang. Men jeg overtager dialogen, hvis kunden er for hård i sin retorik over for mine ansatte.

    Ung vs. Ældre

    Selvom Jesper Pamhede hverken er en gammel kending eller helt ny i branchen, oplever han af og til, at han skal italesætte, at han er projektlederen og har det overordnet ansvar og overblik.

    - Jeg oplever, at jeg bliver diskrimineret på grund af min alder. Hvis jeg har en ældre kollega med, henvender folk sig konsekvent til ham først. Det gør de formentligt, fordi de antager, han har mere erfaring end mig, fortæller Jesper Pamhede.

    Når det sker italesætter projektchefen det.

    - Enten vælger jeg at starte samtalen eller at introducere mig selv. Ofte går det fint.

    Ansætter den bedste

    Selvom Jesper Pamhede selv er opmærksom på at italesætte diskrimination, ansætter han altid den mest kvalificeret til stillingen.

    - Jeg ansætter ikke efter køn eller alder. Jeg ansætter den, som har de bedste kompetencer.

    Jesper Pamhede mener, at der forsvinder en masse erfaring i fjernvarmesektoren om 10 år. Derfor foreslår han, at man opretter en form for netværksgruppe i sektoren.

    Projektlederen lægger ikke skjul på, at der skabes den bedste balance på en arbejdsplads, når medarbejderne er i forskellige aldre, køn og erfaringsniveau.

    Derfor har han også to konkrete løsningsforslag, der bidrager til mere diversitet i fjernvarmesektoren.

    Først og fremmest er projektchefen bekymret for, om der opstår et videnshul, når de erfarne medarbejdere går på pension og forlader sektoren.

    - Jeg kalder dem for det grå guld. Den viden og erfaring de har, er der naturligvis ikke mange yngre medarbejdere, der har med det samme. Det tager tid.

    Og tilføjer:

    - Der er en masse erfaring i fjernvarmesektoren, som forsvinder om 10 år.

    Derfor foreslår Jesper Pamhede, at man opretter en form for netværksgruppe i sektoren.

    - Hvor erfarne medarbejdere og nye medarbejdere i sektoren kunne drøfte, hvad der er vigtigt for fjernvarmedriften, således at de unge kan drage fordel af de rutinerede medarbejders viden og erfaring.

    Det andet løsningsforslag er, at få fjernvarme på de tekniske og videregående uddannelsers pensum.

    - I fjernvarmebranchen er der i dag en lang række af stillinger, hvor du administrativt beskæftiger dig med fjernvarme. Eksempelvis beregninger på en varmepumpe eller analysere på fremtidige produkter og udfordringer for sektoren.

    Det er projektlederens pointe, at de arbejdsopgaver henvender sig til andre profiler end den stereotype fjernvarmetype.

    - Jeg tror, det er en god indgangsvinkel at udbrede paletten af arbejdsopgaver i sektoren for at få nye profiler til.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...