Gå til hovedindhold
Projekter & Planlægning
Produktion
Varmepumper & Elkedler

Damvarmelager skal styrke elektrificering i Hjørring

Hjørring Varmeforsyning er langt med deres planer for et damvarmelager med 400.000 kubikmeter varmt vand. Det vil styrke udnyttelsen af en kommende elkedel og optimere på overskudsvarme fra lokale virksomheder.

27. nov. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

I Høje Taastrup har man igennem et par år brugt et damvarmelager, og det er en af inspirationskilderne for Hjørring Varmeforsyning, der dog vil bygge et lager, der er mere end fire gange større end det sjællandske. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Om to til tre år vil Hjørring Varmeforsyning formentlig kunne fremvise et damvarmelager, der rummer 400.000 kubikmeter opvarmet vand. Det er i hvert fald håbet hos varmeforsyningens direktør, der ser frem til at kunne udnytte både en kommende elkedel og overskudsvarme endnu mere optimalt med lagringsmuligheden.

    - Vi kan ikke nøjes med en eller flere akkumuleringstanke til lagring af energi. Hvis vi vil rykke på det, så skal det være et lager med en måneds forbrug, og det vil vi kunne få med et damvarmelager på den størrelse, lyder det fra direktør Per Sørensen.

    - Det er i hvert fald det, der gør det attraktivt, som vi ser det, konstaterer han videre.

    Indtil videre er det fortsat tanker og ord, der bliver arbejdet med, men Per Sørensen fortæller, at varmeforsyningen er i dialog med kommunen om jord, der kan rumme et damvarmelager af de dimensioner, som man arbejder med nu.

    Det er planen, at bassinet bliver på 250 x 250 meter og 15 meter dybt, så det kan rumme 400.000 m3 vand. Når vandet er varmet op, vil det kunne dække et helt års varmeforbrug for 1500 forbrugere eller at forsyne alle 11.000 forbrugere under Hjørring Varmeforsyning i en kold vintermåned.

    Lagring er en nødvendighed

    Han understreger, at man endnu ikke er så langt i praktikken omkring damvarmelageret. Der skal laves et projektforslag og det skal i EU-udbud, så Per Sørensen regner med, at lageret tidligst vil stå klar om to til tre år fra nu.

    - Det tager jo noget tid at etablere det, og den tidshorisont med to til tre år vil passe os udmærket, slår Per Sørensen fast, der dog samtidig understreger, at damvarmelageret har topprioritet hos Hjørring Varmeforsyning.

    - Det er en nødvendighed, hvis vi skal kunne lagre varme i de mængder, som vi i fremtiden har brug for i Hjørring Varmeforsyning, pointerer han.

    Varmeforsyningen er allerede i gang med geotekniske undersøgelser af jorden, hvor man har planer om at anlægge damvarmeanlægget. Det er – som Per Sørensen nævner – vigtigt, at jorden har den rette sammensætning, så jorden ikke dræner damvarmeanlægget for den varme, som man tilfører de mange tusinde kubikmeter vand.

    Samtidig er det en prioritering, at det kommende damvarmeanlæg bliver placeret så tæt på den øvrige varmeproduktion som muligt. Her og nu er det planen, at det kan blive placeret på området ved Sprogøvej og Farøvej – syd hhv. øst for varmeforsyningen.

    Elkedel og overskudsvarme

    Hjørring Varmeforsyning har her og nu to konkrete ”brændsler”, som kan bidrage til opvarmningen af de meget store mængder vand i damvarmelageret: En elkedel og overskudsvarme fra nærliggende virksomheder.

    I forhold til overskudsvarmen producerer virksomhederne i området typisk mest overskudsvarme om sommeren, hvor fjernvarmen kører på lavt blus og dermed ikke har brug for helt de mængder overskudsvarme, der kan leveres.

    Med damvarmelageret vil man i stedet kunne kanalisere overskudsvarmen fra virksomhederne over i det lager, så man kan gemme det til den kolde vinter – eller i hvert fald til køligere tider, hvor der er behov for mere varme hos forbrugerne.

    Elkedlen er netop ved at være klar til at blive installeret. Det sker efter planen i de første uger af december, hvor Hjørring Varmeforsyning får en af de største elkedler i Danmark – på 60 MW.

    Per Sørensen fortæller, at elkedlen oprindeligt skulle have været på 25 MW, men at anskaffelsesprisen gør, at man i stedet har valgt at gå op i størrelse.

    - Vi skal give 10-11 mio. kroner for en elkedel på 25 MW, mens den på 60 MW, som vi får nu, koster 15 mio. kroner. Så vi har valgt den store, der på omkring 500 driftstimer kan fylde et damvarmelager på den størrelse, som vi overvejer, siger han.

    Elkedlen kan varme vand op om sommeren, når strømmen er billig og sende det ind til damvarmelageret. Hjørring Varmeforsyning vil supplere med en eldrevet varmepumpe, som også kan udnytte prisforskellene mellem sommer og vinter.

    Dermed vil Hjørring Varmeforsyning både styrke elektrificeringen af deres varmeproduktion og samtidig opnå et meget fornuftigt energimiks, så man kan fastholde en stabil og lav pris på varmeforsyningen.

    Ny teknologi

    Damvarmelagring er endnu ikke særlig udbredt i Danmark. Der findes omkring en håndfuld operative damvarmelagre rundt om i Danmark, og det første blev etableret i 1994, og dermed ligger der et rigtig godt erfaringsgrundlag med teknologien.

    Det har ført til, at der nu af en dansk virksomhed er udviklet en patenteret og Lloyd’s-certificeret lågteknologi til damvarmelagre, der adresserer tidligere udfordringer med primært isoleringsevnen og dermed varmetabet fra lågene på lagrene.  

    Denne avancerede lågteknologi er allerede implementeret i flere projekter, herunder damvarmelagre i Marstal, Høje Taastrup og Dronninglund.

    - Vi ved, at der har været problemer – men sådan er det med ny teknologi, og mon ikke vi er nået dertil, hvor de fleste børnesygdomme er udryddet eller håndteret. Det tror vi, og derfor tror vi på et projekt med et damvarmelager i Hjørring, siger Per Sørensen.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...