Gå til hovedindhold
Projekter & Planlægning
Elmarked & Eltariffer

Første spadestik er taget til elbaseret fjernvarme i Bjæverskov

Efter mere end to års arbejde for at få fjernvarme til byen har Bjæverskov Fjernvarme endelig sat gang i gravearbejdet til byens kommende fjernvarmeforsyning. Produktionen på det nye varmeværk bliver udelukkende elbaseret med overskudsvarme, varmepumpe og elkedel.

21. okt. 2024
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Lidt udenfor den østsjællandske by Bjæverskov bliver der gravet på livet løs for tiden.

    Ved siden af EnergiNets transformerstation i området er man nemlig netop gået i gang med at etablere et helt nyt fjernvarmeværk, som potentielt kan forsyne byens godt 1.000 boliger og ikke mindst både industri og institutioner.

    Og ret unikt for det kommende fjernvarmeværk er, at produktionen udelukkende bliver baseret på el.

    Placeringen klos op ad transformerstationen gør nemlig, at man med god økonomi kan aftage overskudsvarme fra ventilkølingen af transformerne. Processen resulterer i cirka 40 grader varmt vand, som man hæver temperaturen på med en varmepumpe.

    Overskudsvarmen kan indtil videre dække cirka en tredjedel af Bjæverskov, fortæller bestyrelsesformanden for det kommende varmeværk, Lars Have Christensen. Han understreger desuden, at der med tiden kan være potentiale for mere.

    Men for nu skal de resterende to tredjedele af produktionen dækkes af henholdsvis et varmepumpeanlæg og en elkedel på 11 MW, mens man også etablerer en akkumuleringstank på 4.500 kubikmeter for at øge fleksibiliteten på varmeværket.

    - At vi kommer til at stå med en fuldt ud elektrificeret varmeforsyning er et resultat af, at vi sammen med vores rådgivere PlanEnergi har gjort os umage i at få screenet markedet og forberedt os på at forsyne byen så effektivt så muligt med fjernvarme, fortæller bestyrelsesformanden og fortsætter:

    - Vi har kigget i mange retninger for at undersøge, hvad vi havde brug for af produktion og har lyttet til, hvad andre har gjort og forberedt på deres værker. Derfor er vi endt med en rigtig god løsning.

    Glad og stolt formand

    Fjernvarmen har været på vej til Bjæverskov siden den stiftende bestyrelse fik den første tanke om kollektiv opvarmning i byen lige forud for energikrisen i 2022. Der har nemlig været et brændende ønske om at komme af med de fossile brændsler og det har fået bestyrelsen i Bjæverskov Fjernvarme til at lægge mange kræfter i arbejdet igennem de sidste to-tre år.

    Derfor er det også en tilfreds bestyrelsesformand og bestyrelse, som nu med egne øjne kan se de første spæde skridt til fjernvarme i byen:

    - Det giver mig en virkelig god fornemmelse, at vi nu rent fysisk har sat arbejdet i gang til fjernvarmen. Vi har i bestyrelsen investeret mange frivillige timer i arbejdet igennem de seneste år, som jo på mange måder har været helt nyt for os. Det har været spændende at være med til, og jeg ville da lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg er stolt af det, hele holdet har formået, siger Lars Have Christensen og fortsætter:

    - Men samtidig handler det ikke bare om os og vores arbejde. Fjernvarmen er et fælles, lokalt projekt, og det bliver godt for alle i Bjæverskov. Netop derfor har projektet i hele forløbet også haft den nødvendige politiske opbakning fra Køge Kommune i forbindelse med den grønne omstilling.

    Det er EnergiNets transformerstation i Bjæverskov, som potentielt kan levere en stor del af varmen til byen. Foto: Køge Kommune.

    Unik placering fjerner bekymringer om prisloft

    Mange andre steder i landet oplever fjernvarmeselskaber udfordringer med at udnytte overskudsvarme, da et politisk vedtaget prisloft lige nu begrænser de udgifter, man må have til overskudsvarme – også selvom det er den billigste varmekilde.

    I Bjæverskov er man dog ikke nervøse for prisloftet. Økonomien i overskudsvarmen fra Energinets transformerstation er nemlig så god, at man er langt fra at ramme loftet, fortæller Lars Have Christensen.

    - Vi har været bekymrede for det og har selvfølgelig undersøgt det. Men vores force er, at vi ligger så tæt op ad transformerstationen. Det betyder, at vi ikke har de store investeringsomkostninger til at etablere overskudsvarmen, og derfor forventer vi ikke, at prisloftet bliver et problem, siger han og fortsætter:

    - Selvfølgelig kunne vi i princippet ramme loftet, men vores case er så god og unik, at vi ikke er nervøse for det. Det er jo vores held.

    Regulering modarbejder

    Chefkonsulent i Dansk Fjernvarme, Jens Christian Nielsen, er enig med formanden i, at løsningen i Bjæverskov er et positivt eksempel, når det kommer til at udnytte overskudsvarme. Han understreger dog, at prisloftet i værste fald kan ramme alle projekter:

    - Dels fordi der kan ske ændringer i energipriserne som vi så i 2022, ændringer i prisloftet - som har ændret sig med 40 % over de sidste par år - eller fordi ændringer i antallet af driftstimer kan afvige fra det planlagte, hvis andre teknologier kommer i spil. Med lave investeringsomkostninger og en overskudsvarmekilde med høj temperatur som i Bjæverskov er risikoen for at overskride prisloftet dog reduceret, siger han og tilføjer:

    - Overskudsvarme er mere energieffektivt en nogen anden elbaseret opvarmning. Derfor skal reguleringen indrettes så den understøtter – og ikke modarbejder – anvendelse af overskudsvarme.

    Lars Have Christensen tilføjer, at han på ingen måde støtter op om prisloftet. Der er nemlig mange andre steder i landet, hvor man ikke har samme forudsætninger som i Bjæverskov, siger han.

    - Hele spørgsmålet om prisloftet er et politisk selvmål. Som jeg ser det, er det manglende indsigt som gør, at man har misforstået, hvordan man beskytter forbrugerne. Man undergraver den demokratiske proces, som gør fjernvarmen i andelsselskaberne unik, når man fra politisk side vil forsøge at beskytte de forbrugere, som selv er med til at styre deres lokale fjernvarmeforsyning, lyder kritikken fra formanden.

    Hele spørgsmålet om prisloftet er et politisk selvmål. Som jeg ser det, er det manglende indsigt som gør, at man har misforstået, hvordan man beskytter forbrugerne.

    Lars Have Christensen, Formand for Bjæverskov Fjernvarme.

    Alle har fjernvarme i 2026

    I august begyndte man at grave ud til de i alt 28 kilometer fjernvarmerør, der skal forsyne Bjæverskov – og den 1. oktober gik man så i gang med at etablere det kommende varmeværk.

    De to anlægsprojekter kommer til at køre sideløbende, så man hurtigst muligt kan begynde at levere fjernvarme til de i alt 860 boliger, lokale institutioner, skole og hal – og mere end 10 lokale virksomheder – der har tilmeldt sig.

    Og faktisk kan de første forbrugere allerede i år skille sig af med det gamle gasfyr, fortæller Lars Have Christensen. Inden man efter forventningen begynder at producere varme på varmeværket i slutningen af 2025, etablerer man nemlig en midlertidig varmeforsyning fra byens nedlagte gartneri.

    - Den løsning skal ikke forsyne kunderne på den lange bane, men det gør, at vi allerede tidligt i processen kan sætte driften i gang. Det giver os nogle indtægter ret hurtigt, samtidig med at vi får testet ledningsnettet og installationerne af i praksis, forklarer han og tilføjer:

    - Derudover hjælper vi nogle forbrugere af med deres gasfyr, så de ikke skal bekymre sig om nedbrud og unødige vedligeholdelsesomkostninger, forklarer formanden.

    Efter forventningen har alle de kommende forbrugere i Bjæverskov fået fjernvarme i slutningen af 2026.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...