Gå til hovedindhold
Varmepumper & Elkedler
Varmekilder
Energiforbrug

Middelfart Fjernvarme forfølger fremtidens elbaserede fjernvarme

For at øge varmeproduktionen vælger Middelfart Fjernvarme at investere i både varmepumper og elkedler. Men prisloftet på overskudsvarme spøger fortsat i baggrunden.

18. nov. 2024
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

Middelfart Fjernvarmes direktør Jesper Skov håber på, at kunne fastholde gasmotorenes deltagelse i elmarkedet fremadrettet ved hjælp af et grønt gasnet. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    For Middelfart Fjernvarmes direktør Jesper Skov er det en nødvendig fremtidsinvestering, at investere i en 5 MW varmepumpe og en 10 MW elkedel inden for de næste to år.

    - Vi har behov for mere varmeproduktion. Vi ser frem imod at få potentielt 1300 nye forbrugere uden for Middelfart, som forventes at være koblet på fjernvarmen inden 2030.

    Selskabet forventer også, at investere i endnu en 5 MW varmepumpe inden for de næste 3-4 år.

    Udover, at der er behov for mere varmeproduktion, investerer Middelfart Fjernvarme i varmepumpen og elkedlen for at sikre selskabets økonomi. Desuden ønsker Middelfart Fjernvarme også at forfølge både den grønne omstilling og fremtidens energisystem.

    - Vi skal på sigt af med den naturgas, som vi lige nu bruger i fyringssæsonen. For os giver det ikke mening at lave nye investeringer i nyanlæg på biomasse baseret på flis.

    - I fremtiden giver det mening at elektrificere varmeproduktionen ved hjælp af varmepumper og elkedler, siger Jesper Skov.

    Med en kommende investering i en elkedel og en varmepumpe er Middelfart Fjernvarme en del af de mange selskaber i fjernvarmesektoren, som sætter tempo på elektrificeringen disse år. Frem til udgangen af 2023 er der installeret 1.719 MW elkedler og 499 MW varmepumper, hvilket er en tredobling siden 2019.

    Velkendt fænomen

    Inden Middelfart Fjernvarme valgte at investere i førnævnte elkedel og varmpumpe, var selskabet rundt og besøge andre fjernvarmeselskaber for at se, hvordan de har etableret varmepumper og elkedler.

    For Middelfart Fjernvarmes direktør blev besøgene brugt til at få kollegaernes tips og tricks. For ham at se, er elektrificering ikke et ukendt fænomen for sektoren.

    - Det er ikke ny teknologi mere, der er blevet etableret varmepumper og elkedler flere steder i landet.

    Det er Jesper Skovs pointe, at hvis fjernvarmesektoren skal hjælpe med at balancere elnettet, bliver fjernvarmesektoren nødt til at kigge på etablering af flere elkedler i fremtiden.

    - I første omgang bygger vi snarest muligt en elkedel i relation med en varmepumpe med tilhørende akkumuleringstank. Vi overvejer, om vi skal få bygget en mere.

    Og tilføjer:

    - Vi skal være CO2 neutrale, og det lykkedes vi med, hvis det vi etablerer er bæredygtigt fremadrettet.

    Middelfart Fjernvarme planlægger, at deres 5 MW varmepumpe kommer i drift i 2026, og at en 10 MW elkedel forventes at komme i drift samtidig.

    Jesper Skov vurderer, at i reel klimagevinst reduceres Middelfart Fjernvarmes udledning med cirka 3000 tons CO2 om året. I kroner og øre forventer selskabet, at tiltaget nedsætter den samlede varmeproduktionspris med cirka ti procent.

    Prisloftet, der spøger

    Det hele er ikke lutter lagkage, for Middelfart Fjernvarme havde egentlig planer om at investere i yderligere en varmepumpe på 3 MW baseret på overskudsvarme. Den er planlagt til at komme i drift i 2026.

    Lige nu befinder varmepumpen på 3 MW sig i en venteposition.

    - Hvis prisloftet på overskudsvarme forsvinder, ender vi med at etablere overskudsvarmepumpen på 3 MW først. Det er en bedre case, men det er op til politikerne at afgøre, om vi skal det, uddyber Jesper Skov.

    Selvom Middelfart Fjernvarmes direktør oplever, at der er bump på vejen for fjernvarmesektoren, når det drejer sig om den grønne omstilling. Er det Jesper Skovs pointe, at fremtidens investeringer skal være grønne.

    Fremtidens investeringer skal være grønne, mener Jesper Skov. Foto: Middelfart Fjernvarme.

    - Vi har overvejet at udbygge med mere biomasse. Det giver ikke mening at gøre, når du kigger 20 år frem. Verden er på vej et andet sted hen end at brænde fossile brændsler og biomasse af.

    Selvom det er en grøn fremtid, som Middelfart Fjernvarme satser på, sælger Middelfart Fjernvarme stadig regulærkraft baseret på naturgas.

    - Vi har to gasmotorer i dag, som vi byder ind med på det frie elmarked, siger Jesper Skov.

    Det gør selskabet for at tjene penge på systemydelser eksempelvis ved at have motorerne stillet til rådighed for elmarkedet. Det er Jesper Skovs pointe, at Middelfart Fjernvarme håber på at kunne fastholde gasmotorenes deltagelse i elmarkedet fremadrettet ved hjælp af et grønt gasnet.

    - For at vi kan det, vil det på den korte bane kræve, at Energinet vågner op, og indser at der i fremtiden er et behov for decentral elproduktion både af sikkerhedsmæssige årsager, men også af balancemæssige årsager, påpeger Middelfart Fjernvarmes direktør.

    For at det sker, vil det ifølge Jesper Skov kræve, at man fra politisk side understøtter gasmotorerne med fremadrettet kapacitetsbetaling. Desuden kræver det på længere sigt, at naturgasnettet bliver ”grønt”, hvis gasmotorerne skal have en fremtid.

    - Samfundsøkonomisk vil det være hul i hovedet at afvikle alle de gasmotorer, der er installeret og afskrevet af varmeværkerne. Hvorfor vælger man ikke at understøtte den mulighed at balancere elnettet fremadrettet ved hjælp af et grønt gasnet. Det kræver et økonomisk incitament for at holde fast i motorerne, indtil udfordringerne er løst.

    Og tilføjer:

    - Ellers forsvinder gasmotorerne.

    Det er også direktøren for Middelfart Fjernvarmes pointe, at den verden Danmark lever i nu, der er sikkerhedssituationen lidt en anden end for bare fem år siden. Det er derfor vigtigt, vurderer Jesper Skov, at man i Danmark indtænker mere forsyningssikkerhed fremadrettet.

    - Således, at man ikke bare smider alle æg i én kurv, fordi man tror, at Danmark kan klare det hele med udlandsforbindelser på elsiden.

    Til spørgsmålet om, hvordan fjernvarmesektoren og el-systemet fastholder sit tætte samarbejde og sikrer den nødvendige sektorkobling, understreger Jesper Skov, at succesen ligger i at udbygningen af elnettet og at ”grøn produktion” kommer på plads snarest muligt.

    Og tilføjer:

    - Det er ikke fjernvarmesektoren alene, der skal betale for sektorkobling, og det faktum at elsiden skal udbygges og forstærkes på sigt. Det er elsektoren, som skal det.

    - Mens fjernvarmesektoren bidrager med elbaseret varmeproduktion, som kan medvirke til at balancere elnettet.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...