Gå til hovedindhold
Konverteringer
Forsyningssikkerhed
Dansk Fjernvarme

Dansk Fjernvarme er uenig i vurdering af ja-tak ordning

Energistyrelsen har netop offentliggjort en juridisk vurdering af en ja-tak ordning. Vurderingen mødes med undren hos Dansk Fjernvarme, der samtidig efterlyser værktøjer til udfasning af den klimaskadelige naturgas.

10. maj 2023
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk
  • Læs op

Indhold

    Energistyrelsen har bedt kammeradvokaten om at foretage en juridisk vurdering af en automatisk ja-tak-ordning. Kammeradvokatens vurdering har ligget klar i mere end syv måneder, men Energistyrelsen har først valgt at offentliggøre den nu. Konklusionen i vurderingen er, at ordningen vil udgøre en restriktion af varernes frie bevægelighed i EU, da fjernvarme er i konkurrence med andre VE-opvarmningskilder.

    Førende jurist på området vurderer ordningen positivt

    Denne konklusion er Dansk Fjernvarme ikke enig, og den står i modstrid med en vurdering foretaget af en af landets fremmeste jurister i konkurrence- og EU-ret, Henrik Saugmandsgaard Øe, der er partner i Gorrissen Federspiel, med en fortid som generaladvokat ved Den Europæiske Unions Domstol, kontorchef for Justitsministeriets Formueretskontor, konstitueret landsretsdommer ved Østre Landsret og endelig som forbrugerombudsmand. I Henrik Saugmandsgaard Øes vurdering er konklusionen, at både den nævnte ja-tak-ordning og en tilslutningspligt:

    1. Vil kunne gennemføres uden at der opstår spørgsmål om ekspropriation
    2. Ikke vil være i strid med EU’s regler om fri bevægelighed
    3. Er forenelig med forbrugerrettighedsdirektivet (direktiv 2011/83)

    Derfor undrer det Dansk Fjernvarme, at Energistyrelsen nu når frem til en anden konklusion.

    - Der er ikke nogen tvivl om, at der er lagt en stor indsats i at få det til at se ud som om ordningen er hældt ned at brættet i EU. Det er den ikke. Man har slet ikke bedt EU forholde sig til sagen, hvilket man ellers sagtens kunne gøre, lyder det fra Michael Fibiger, chefkonsulent i Dansk Fjernvarme.

    Dansk fjernvarme undrer sig også over, at Kammeradvokaten i sin vurdering ikke har undersøgt betydningen af direktivet om energieffektivitet, der bestemmer, at medlemsstaterne kan træffe ”passende foranstaltninger” for at udvikle en effektiv fjernvarmeinfrastruktur, når der er potentiale for det. En automatisk ja-tak-ordning vil efter foreningen opfattelse kunne udgøre en sådan passende foranstaltning.

    - Men når Kammeradvokaten så på bestilling fra Energistyrelsen når frem til det samme, som allerede i forvejen var Energistyrelsen opfattelse, og der samtidig er en af landets fremmeste advokater på området, der når frem til den stik modsatte konklusion, kunne det være en god ide faktisk af spørge EU. Det gjorde man tilbage i 2015, hvor der ikke var indvendinger mod den daværende danske ordning om tilslutningspligt, siger Michael Fibiger.

    Regeringen må i arbejdstøjet og anvise værktøjer

    Det vækker yderligere undren, at man i Tyskland netop har en ordning, der svarer til en automatisk ja-tak-ordning. Ordningen hedder Anschluss- und Benutzungszwang (ABZ) og har været benyttet i en årrække som redskab til at udbrede grøn varme.

    Spørgsmålet om en ja-tak-ordning er blandt andet rejst af Det Radikale Venstre og flere andre partier på Christiansborg, der ligesom Dansk Fjernvarme efterlyser redskaber til at udfase den sorte naturgas.

    - Der er bred politisk enighed om, at vi skal af med ikke bare den russiske naturgas, men sort energi i det hele taget. Nu har regeringen og myndighederne vendt tomlen ned til dette effektive redskab med en ja-tak-ordning. Desuden er puljen til udbygning af fjernvarme er millimeter fra at være tom for i år, her 5 måneder inde i året, og man er netop ved at gennemføre et lovforslag, der vil skabe usikkerhed om varmen fra affaldsanlæg, siger Michael Fibiger, og han fortsætter:

    - En automatisk tilslutning i form af en ja-tak-ordning kan både sætte tempo på udfasning af naturgas og skabe sikkerhed for investeringer i nye fjernvarmenet. Spørgsmålet er, om det ikke er på tide, at regeringen kommer i arbejdstøjet og anviser redskaber, der rent faktisk kan understøtte udfasningen af naturgas.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...