Gå til hovedindhold
Medlemmer
Ledelse & Bestyrelse
Administration & Økonomi

Sammenlægning er nu godkendt af styrelse

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har nu meddelt sin godkendelse af sammenlægningen mellem Farum Fjernvarme og Vestforbrænding, så fjernvarmeaktiviteterne overdrages til Vestforbrænding.

23. apr. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Farum Fjernvarme har nu sammen med Vestforbrænding fået Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens godkendelse af, at det er i fremtiden er Vestforbrænding, der tager sig af varmeforsyningen. Foto: Vestforbrænding.

  • Læs op

Indhold

    Det var alene et spørgsmål om formalia, men ikke desto mindre er der glæde hos begge parter over, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nu har givet sin godkendelse af sammenlægningen mellem Farum Fjernvarme og Vestforbrænding.

    Det skriver Vestforbrænding i en pressemeddelelse.

    Både bestyrelsesformand for Vestforbrænding, Ole Bondo Christensen, og formand for Farum Fjernvarme, Henrik Haugaard Pedersen, udtrykker stor glæde over, at godkendelsen er i hus.

    - Jeg er rigtig glad for, at aftalen nu er godkendt af myndighederne – en proces som har varet godt fire måneder, og som jeg ved, har været ventet i spænding af Farum Fjernvarmes forbrugere, der med sammenlægningen nu kan se frem til billigere og mere klimavenlig fjernvarme fra Vestforbrænding, siger Ole Bondo Christensen, der bestyrelsesformand i Vestforbrænding.

    - Sammenlægningen betyder et prisfald for Farum Fjernvarmes kunder i Farum. Samtidig kan der komme gang i arbejdet med at udrulle fjernvarme i nye områder af Farum. De første skridt tages i 2024, fortsætter han.

    Også formand for Farum Fjernvarme, Henrik Haugaard Pedersen, er tilfreds med og glæder sig over, at sammenlægningen nu også juridisk er en realitet.

    - Sammenlægningen har været undervejs siden foråret 2023. Forud for myndighedernes godkendelse har vi forhandlet og analyseret grundlaget. Vi har også været igennem processer, hvor vores årsmøde i Farum Fjernvarme, har skullet tage stilling til sammenlægningen. Det har taget tid, men kigger jeg tilbage, har det været en god proces og nu med en god afslutning, siger Henrik Haugaard Pedersen.

    Efter både Vestforbrændings bestyrelse og Farum Fjernvarmes repræsentantskab i december 2023 godkendte aftalegrundlaget for sammenlægningen, har sagen ligget hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til godkendelse. Undervejs har styrelsen stillet supplerende spørgsmål, som parternes advokater løbende har besvaret.

    Parterne har fra begyndelsen forventet, at styrelsen ville træffe en afgørelse inden for tre måneder, men den lidt længere sagsbehandlingstid har ikke rokket ved hverken aftalegrundlaget eller ønsket om sammenlægningen.

    Ole Bondo Christensen og Henrik Haugaard Pedersen udtrykker samstemmende, at det fra begyndelsen har været et mål i sig selv at gøre arbejdet med sammenlægningen så grundigt, som overhovedet muligt for at betrygge fjernvarmekunderne i, at hver en sten er vendt for at forhindre utilsigtede overraskelser.

    Andre klikkede på...