Varme fra spildevand kan erstatte store mængder gas i Hedensted
Hedensted Fjernvarme vil investere godt 37 mio. kroner i en ny spildevandsvarmepumpe, som skal være med til at elektrificere og udfase en stor del af gassen fra den nuværende produktion.
Om få år skal en del af fjernvarmen i Hedensted komme fra kommunens eget spildevand.
En enig generalforsamling har nemlig sagt god for, at Hedensted Fjernvarme nu kan sætte gang i arbejdet med at etablere en spildevandsvarmepumpe ved det lokale renseanlæg i nabobyen Daugård.
Varmepumpeanlægget skal hjælpe fjernvarmeselskabet med at elektrificere og komme af med en stor del af den gas, som i dag er en nødvendig del af varmeproduktionen til Hedensted Fjernvarmes 3.300 forbrugere.
Derfor er direktør Martin Lindhardt også mere end bare godt tilfreds med, at generalforsamlingen har givet grønt lys til, at man kan investere godt 37 millioner kroner i det nye anlæg.
- Det bliver et klassisk varmepumpeanlæg baseret på spildevand og med en kapacitet på 4 MW. Vi håber på at kunne vride 21.000 MWh ud af det om året, når vi efter forventningen sætter det i drift i 2027. Til den tid skal vi efter planen producere omkring 70.000 MWh varme, så det bliver et vigtigt anlæg for os, fortæller han og fortsætter:
- Samtidig får det direkte betydning for vores gasforbrug i Hedensted og dermed også varmeprisen. Det bliver en forholdsvis stor gevinst, da vi forventer, at vi kan sænke andelen af gas i produktionen fra 30 til otte procent. Vi mangler lidt spidslast og billig produktion i dag, så jeg er ikke i tvivl om, at vi bliver glade for anlægget.
Vi kigger forholdsvist seriøst ind i at købe mere kapacitet på elnettet – men det kræver en ret stor investering på adskillige millioner kroner
Mangler tilslutning til elnettet
Med den nye spildevandsvarmepumpe bliver Hedensted Fjernvarme et blandt mange selskaber i fjernvarmesektoren, som i disse år sætter tempo på elektrificeringen. Frem til udgangen af 2023 er der installeret 1.719 MW elkedler og 499 MW varmepumper – en tredobling siden 2019.
I forvejen har man en elkedel på 9 MW og et varmepumpeanlæg på 8,5 MW i Hedensted – og med den kommende spildevandsvarmepumpe i Daugård kommer Hedensted Fjernvarme op på mere end 20 MW i elbaseret produktionskapacitet. Nok til at elektrificere det meste af fjernvarmen i området.
Men desværre er vilkårene der ikke til at udnytte al den eksisterende produktionskapacitet, fortæller Martin Lindhardt.
- I dag er vi på begrænset tilslutning til elnettet og bliver nedreguleret hvert tredje minut – og om vinteren til mellem to og tre MW. Det er vi lidt kede af, for vi kunne egentlig godt tænke os at kunne regne med, hvor meget strøm vi har til rådighed, fortæller han.
Og det går ud over varmeprisen, som har været forholdsvis høj i Hedensted i de sidste par år. Særligt i slutningen af 2024, hvor man ekstraordinært har været nødt til at hæve den for at dække et underskud fra 2022 ind.
- Derfor kigger vi også forholdsvist seriøst ind i at købe mere kapacitet på elnettet – men det kræver en ret stor investering på adskillige millioner kroner, forklarer direktøren
Selvom vilkårene måske ikke favoriserer Hedensted Fjernvarme i øjeblikket, forventer Martin Lindhardt alligevel, at man til næste år kan sænke prisen, så den igen svarer til det, man gik ind til 2024 med.
Og han håber også på, at det kan lykkes at sænke den yderligere i de kommende år.
- Vi er i fuld gang med at udrulle fjernvarme til endnu flere forbrugere og kigger nu frem mod nogle optimeringsprojekter. Der er nogle lavthængende frugter, som vi skal have plukket. Forhåbentlig kan det være med til, at vi kan sænke prisen yderligere, siger han.
Fakta om elektrificering i fjernvarmen
- Der er historisk i alt opført 1.719 MW elkedler samt 499 MW varmepumper
- I alt er der elektrificeret med 2.218 MW elbaseret varmeproduktion i fjernvarmen
- Siden 2019 er den samlede kapacitet af el-løsninger tæt ved tredoblet
- Alene i 2023 er der opført 615 MW el-løsninger
- Samlet set udgør el-baseret varmeproduktion cirka 11 procent af den samlede fjernvarmeproduktion
Byudvikling er til fjernvarmens fordel
Mon ikke både de faldende varmepriser og nyheden om den kommende spildevandsvarmepumpe bliver taget godt imod i blandt andet Daugård.
Her er Hedensted Fjernvarme godt i gang med at udrulle fjernvarme til 300 nye forbrugere. Og med det nye anlæg er forbrugerne sikret lokal varmeproduktion – uden kapacitetsudfordringer på elnettet, da man ikke har de samme begrænsninger her som i Hedensted by.
Udover Daugård har man lige afsluttet et projekt i det såkaldte Parallelvejskvarter, hvor i alt 400 er blevet koblet på fjernvarmen.
Spørger man Martin Lindhardt, er det nok ikke de sidste udvidelser af fjernvarmen i Hedensted i den nærmeste fremtid. Der er nemlig godt gang i ekspanderingen af både den østlige og vestlige ende af byen, fortæller han:
- Blandt andet har vi et område, hvor man har planer om at bygge 2.000 boliger i de næste 10-15 år. Så man kan virkelig mærke, at der er masser af udvikling i Hedensted. Og det kan jo betyde masser af fjernvarme i fremtiden.
Elektrificering af fjernvarmen
Fjernvarmesektoren er i gang med en stor elektrificering af varmeproduktionen. Det har Dansk Fjernvarme sat fokus på - bl.a. med en række artikler med medlemmer, der er i fuld gang med elektrificeringen.
Vestforbrænding arbejder på at få det mindste CO2-udslip i sektoren - 25. november
Løsning Fjernvarme elektrificerer og sikrer varme til 1.000 nye kunder - 22. november
Sdr. Felding Varmeværk: Fjernvarmeselskab hopper over spidsen - 20. november
Middelfart Fjernvarme forfølger fremtidens elbaserede fjernvarme - 18. november
Første spadestik er taget til elbaseret fjernvarme i Bjæverskov - 21. oktober
Silkeborg Forsyning: Væk med de fossile brændstoffer og investér i elektrificering - 8. oktober 2024
Hvalsø elektrificerer og udfaser naturgassen med ny elkedel - 1. oktober 2024.
Elektrificering hjælper Haderslev væk fra dyr flis - 24. september.
Grøn elektrificering i Gram: Varmepumpen er det bedste alternativ til gas - 23.september 2024.
Der er fuld fart på elektrificeringen
Udbygningen af elbaserede varmeløsninger i fjernvarmen bliver endnu mere tempofyldt de kommende fem til ti år. Det er forventningen hos brancheforeningen Dansk Fjernvarme.
👉 Tempoet er højt – og det stiger i de kommende år - 11. oktober
Dansk Fjernvarme lancerer 8 anbefalinger, der skal sætte endnu mere fart i udviklingen.
👉 Fuld fart på elektrificering - 23. oktober
Skriv kommentar