Varmekunder ender med regning for nyt lovforslag
Unødvendige krav og store omkostninger er resultatet, hvis et nyt lovforslag bliver vedtaget, lyder advarslen fra CTR, der også peger på, at forbrugerprisloftet vil bremse grøn omstilling.
Administrerende direktør i CTR, Randi Skogstad, blander sig i det efterhånden store kor af kritikere af et lovforslag om ændringer af lov om varmeforsyning og lov om planlægning fra regeringen, der egentlig har til mål at skabe større klarhed for forbrugerne og sikre lave varmepriser.
Problemet er – mener Randi Skogstad i et indlæg på Altinget.dk – at lovforslaget i stedet sender en meningsløs regning videre til varmekunderne og samtidig bremser den grønne omstilling, der burde være et grundvilkår for lovændringen.
- Vi har brug for lovgivning, der understøtter, snarere end hæmmer, vores fælles mål om en grøn fremtid. Som det er nu, risikerer ministeren at skade den danske fjernvarmesektor, der i dag er en af verdens mest bæredygtige, skriver Randi Skogstad.
I sit indlæg peger hun særligt på to elementer fra lovforslaget, som hun finder problematiske: Et stop for interessentselskaber til at håndtere kommunalt drevne fjernvarmeselskaber og kravet om at indføre et forbrugerprisloft på fjernvarme.
Unødvendig dobbeltregulering
I forhold til stoppet for interessantselskaber påpeger hun, at der vil være tale om en ”unødvendig dobbeltregulering”.
- Der er i dag allerede en klar adskillelse mellem kommunernes myndighedsbehandling og driften af selskabet, hvilket opfylder intentionen om adskillelse af myndighed og drift. Varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen har allerede regler, der sørger for, at man træffer de rigtige beslutninger og undgår unødvendige udgifter, skriver Randi Skogstad og nævner, at det blot vil betyde ekstra udgifter.
- For CTR's varmeforbrugere i hovedstadsområdet betyder det en årlig prisstigning på mellem 35 og 50 millioner kroner. Det er en regning, som varmekunderne skal betale, uden at få nogen åbenbare fordele i retur, slår hun fast.
Den udgift vil samtidig modarbejde mulighederne for at bidrage yderligere til den grønne omstilling. For de 35 til 50 mio. kroner mangler i sidste ende, hvis fx CTR vil finansiere nye, grønne projekter som varmepumper og udbygning af fjernvarmenettet.
- Dermed risikerer vi at sænke tempoet i den nødvendige omstilling til en mere klimavenlig fremtid, mener hun.
Anvendelse af energi skal være miljøvenlig
Omkring forbrugerprisloftet fremhæver hun særligt, at kravene vil være at sammenligne med en offentlig gabestok, som ingen fjernvarmeselskaber ønsker at være en del af. Motivationen for fjernvarmeselskaberne ender dermed at være at sikre den billigste varmekilde, snarere end de klimamæssigt bedste.
- I stedet for at fremme den grønne omstilling, vil prisloftet altså modarbejde investeringer i bæredygtige energiløsninger. Det er i direkte modstrid med varmeforsyningslovens formål om at fremme den mest samfundsøkonomiske og miljøvenlige anvendelse af energi, lyder det fra Randi Skogstad.
ENERGI PÅ TOPPEN
Du kan høre Randi Skogstad, administrerende direktør i CTR, på den kommende udgave af Energi På Toppen.
Den bliver afviklet den 25. september i Dansk Arkitektur Center – læs mere her.
Den overordnede overskrift på Energi På Toppen er ”Tempo på elektrificeringen”.
Randi Skogstad er blandt oplægsholderne – hendes oplæg har titlen ”Elektrificering i de store byer”, hvor hun vil tale om de udfordringer, der er for bl.a. CTR, og de dilemmaer det fører med sig.
Skriv kommentar