Gå til hovedindhold

Overskudsvarme: Retfærdigheden sejrede da prisloftet blev afskaffet

Prisloftet på overskudsvarmen kunne have stået i vejen for, at Ølgod Tekniske Værker udnyttede overskudsvarme fra et kommende 250 MW stort datacenter. Nu hvor det er afskaffet, forventer varmeværkets driftsleder, at udnyttelsen af varmen bliver en realitet.

27. apr. 2025
Tekst af Karen Grønning Mikkelsen, kgm@danskfjernvarme.dk

I fremtiden forventer Henrik Jessen at varmen primært kommer fra overskudsvarme, og at på landsplan vil overskudsvarme kunne fortrænge både fossilt og biomasse produceret varme. Foto: Henrik Reintoft.

Indhold

    Når prisloftet på overskudsvarme forsvinder fra den 1. juli i år betyder det, at mulighederne for at udnytte overskudsvarme for Ølgod Tekniske Værker ser mere positive ud, end de gjorde, da prisloftet fortsat var en realitet.

    - Det ser lysere ud nu, hvor prisloftet forsvinder. Det var et kæmpe benspænd for sektoren, dengang prisloftet blev indført. Det er godt at fornuften sejrede, uddyber Henrik Jessen, der er driftsleder for Ølgod Tekniske Værker.

    I det sidste år har varmeværket været i dialog med virksomheden atNorth om, at Ølgod Tekniske Værker potentielt kunne modtage overskudsvarme fra et kommende datacenter, som atNorth og Wa3rm har ansøgt om at opføre som et sektorkoblet projekt nordøst for Ølgod i Varde Kommune.

    Det er selskaberne atNorth og Wa3rm, der står bag ansøgningen, atNorth er en nordisk datacenteroperatør, mens svenske Wa3rm udvikler cirkulære industriprojekter.

    Selvom det glæder driftslederen, at prisloftet på overskudsvarme er blevet afskaffet, var projektet med atNorth stadig blevet ført videre, selvom prisloftet ikke var blevet afskaffet.

    - Det havde vi, fordi prisloftet ikke skulle være en begrænsning, understreger driftslederen.  

    Så stort er potentialet for overskudsvarme

    Afskaffelsen af prisloftet på overskudsvarme sætter et enormt potentiale i Danmark fri. En fjerdedel af al fjernvarmeproduktion vil ifølge Aalborg Universitets analyse, Varmeplanen Danmark 2021, kunne komme fra overskudsvarme i fremtiden. Det svarer til cirka 500.000 boligers forbrug. I dag er det alene varme svarende til cirka 65.000 danske husejeres forbrug, der kommer fra overskudsvarme.

    I Varmeplan Danmark 2021 skønnes det, at 15 procent af fjernvarmen vil komme fra industrioverskudsvarme i 2045, mens datacentrene potentielt kan bidrage med yderligere 8 procent. Dertil kommer et yderligere potentiale for overskudsvarme fra Power-to-X- og CO2-fangstanlæg.

    Varmeprisen påvirkes ikke

    Henrik Jessen ser meget frem til, at varmeværket forhåbentligt kan benytte sig af flere varmekilder til deres varmeproduktion. Det gør han, fordi sammensætningen af flere varmekilder gør, at varmeproduktionen er mere robust overfor prisudsving på de enkelte energiformer.

    - Vi har særligt set at sammenspillet med elsystemet har givet mulighed for lave varmepriser, uddyber Henrik Jessen.

    Varmeværket har i dag biomasseanlæg  på i alt 11 MW, hvor kapitalomkostningerne næsten er afviklet.  Desuden har varmeværket netop bygget en 6,5 MW luft-til-vand varmepumpe. Siden 2021 har Ølgod Tekniske Værker haft en elkedel på 6 MW.

    Når datacenteret står klar, er det op til Ølgod Tekniske Værker at få bygget en transmissionsledning på 3,5 kilometer fra datacenteret til fjernvarmenettet. Når det bliver en mulighed for Ølgod Tekniske Værker at modtage overskudsvarme, forventer varmeværket, at de som maksimum kommer til at skulle bruge 17 MW.

    - Det er, når det er virkelig koldt om vinteren, fortæller Henrik Jessen.

    Det er driftslederens forventning, at fjernvarmeværket kan aftage den varme fra datacenteret, som de har brug for, og at den vil være gratis. Datacenteret bliver vandkølet og energien derfra, som kan udnyttes, har en temperatur på cirka 32 grader.

    - I princippet kunne al Ølgods varmeproduktion blive dækket af datacenteret, men det afhænger også af, hvor meget af Ølgods kapacitet, der skal dækkes af datacenteret, uddyber driftslederen.

    Seneste nyt omkring overskudsvarmeprojektet

    • Projektet består af et 250 MW stort datacenter, hvorfra overskudsvarmen skal benyttes til drift af industrielle drivhuse. Projektet åbner også op for mulig opførelse af sol- og vindenergianlæg til driften af datacenteret. Potentielt kan energien også blive til fjernvarme i lokalområdet.

    • Datacenteret i Ølgod går under navnet DEN02 og bliver det hidtil største i AtNorths historie. Det er planen, at det skal opføres på en 174 hektar stor grund beliggende 40 kilometer vest for Billund Lufthavn. Indledningsvis vil det have en kapacitet på 250 MW med mulighed for yderligere udvidelse. Kapaciteten vil blive udvidet i takt med efterspørgslen.

    • Partnerskabet mellem AtNorth og Wa3rm skal muliggøre genanvendelse af overskudsvarme fra det nye datacenter til brug i store industrielle drivhuse i nærheden.DEN02 vil derudover blive udstyret til at levere varme og varmt vand til husstande i lokalområdet via den lokale fjernvarmeleverandør.
            
    • Det forventes at lokalplanen godkendes i foråret 2026, og hvis alt går vel, vil varmen strømme fra datacenteret til Ølgod i 2027.
      .
    • Varde Kommune forventer, at projektet vil kunne generere 400 permanente arbejdspladser.

    Ifølge Henrik Jessen vil varmeværkets 1700 forbrugere komme til at mærke en besparelse, når varmeværket begynder at modtage overskudsvarme fra datacenteret.

    I dag lyder prisen på et standardhus på cirka 14.500 kroner. Varmeværket står over for at skulle sikre levetidsforlængelse af det ene af biomasseanlæggene, som nu er 20 år gammel, for at kunne opretholde en stabil produktionen om vinteren.  

    Det er derfor Henrik Jessens pointe, at den marginale varmeproduktionspris på biomasse ikke forventes at falde i årene fremover, da biomassen som brændsel er under pres. Derfor skal der tænkes i alternativer.

    - Derfor passer byggeriet af datacenteret og udnyttelsen af overskudsvarmen godt ind i varmeværkets øvrige produktionsmix, det er svært at spå om fremtiden, men udnyttelsen af overskudsvarmen forventes ikke at påvirke varmeprisen i opadgående retning, uddyber han.

    Driftslederen forventer, at overskudsvarmen vil kunne fortrænge op til 10.000 tons biomasse, og at den 20 år gamle biomassekedel på 8 MW vil få status som reserveanlæg.

    Fremtidens overskudsvarme

    På nuværende tidspunkt har Ølgod Tekniske Værker ikke andre overskudsvarmeprojekter på tapetet.

    - Det har vi ikke, fordi i vores lokalområde er der ikke andet overskudsvarme tilgængelig end muligheden om at modtage overskudsvarme fra det datacenter, der er på vej.

    Derfor er næste step for varmeværket, at lokalplanen forventes at blive godkendt i foråret 2026, og at varmen strømmer fra datacenteret til Ølgod enten i 2027 eller 2028.

    Det er driftslederens pointe, at i fremtiden kommer varmen primært fra overskudsvarme, og at på landsplan vil overskudsvarme kunne fortrænge både fossilt og biomasse produceret varme.

    - Det er der allerede set flere eksempler på i Danmark eks. Samarbejdet mellem Grenaa Varmeværk og Gærfabrikken, uddyber Henrik Jessen og tilføjer:

    -  Fjernvarmens klimaaftryk vil således forbedres over tid. Det er en stor fordel for blandt andet de tilsluttede industrivirksomheder, som kan bruge det lave klimaaftryk i deres markedsføring, vurderer Ølgod Tekniske Værker driftsleder.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...