Gå til hovedindhold
Produktion
Forsyningssikkerhed
Varmekilder

Terndrup Fjernvarme erstatter halm med varmepumpe og elkedel

Varmeværket i den lille by Terndrup vil ikke længere være afhængige af halm. Derfor investerer man 37 mio. kroner i at elektrificere produktionen med en varmepumpe og en elkedel. Det sikrer mere stabil fjernvarme til byens 640 forbrugere.

10. feb. 2025
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

Indhold

    I de sidste 33 år har varmeværket i den lille nordjyske by, Terndrup, udelukkende fyret med halm. 

    Men om få år skal det være slut.  

    Terndrup Fjernvarme har nemlig planer om at investere hele 37 millioner kroner i at elektrificere produktionen med en ny varmepumpe kombineret med en elkedel. 

    Det er en massiv investering for et lille varmeværk med kun 640 forbrugere – men det er på alle måder også en nødvendig investering, understreger bestyrelsesformand Jørgen Dodensig: 

    - Tiden er ikke til, at vi kan nøjes med halmen længere. Uden investeringen ville vi gå en usikkerhed fremtid i møde, fordi vi lokalt ligger i tæt konkurrence med biogas- og rodfrugtsproducenter, som er med til at drive prisen op på halm, siger han. 

    Vil gerne følge andres eksempel 

    Helt konkret vil Terndrup Fjernvarme opføre et varmepumpeanlæg på 2,6 MW og en elkedel på 10 MW nord for den eksisterende fjernvarmecentral.  

    Dermed skriver man sig på listen over de mange selskaber i fjernvarmesektoren, som i disse år sætter tempo på elektrificeringen. Frem til udgangen af 2023 er der installeret 1.719 MW elkedler og 499 MW varmepumper – en tredobling siden 2019. 

    At valget faldt på en elektrificering af fjernvarmen skyldes ifølge Jørgen Dodensig, at man som et lille varmeværk gerne vil følge samme retning som resten af branchen. 

    - Det er jo teknologi, som mange varmeværker er begyndt at investere i, og samtidig er der fra regeringens side lagt op til, at vi elektrificerer fjernvarmen, siger han og fortsætter: 

    - Så efter at have været rundt og besøge varmeværker, der allerede har en varmepumpe, kom vi frem til, at det var den rette vej at gå. 

    Sikrer stabile varmepriser 

    I kombination med varmeværkets eksisterende akkumuleringstank, som man fik opført i 2021, skal de nye anlæg være med til at gøre produktionen langt mere fleksibel og robust. 

    Grundlasten bliver varmepumpen, mens man vil tænde for elkedlen, når elprisen er lav nok. Er der ikke brug for varmen, kan den lagres i akkumuleringstanken. 

    Og så har man selvfølgelig stadig halmvarmeanlægget. Særligt om vinteren hjælper det med at sikre varme til en fornuftig pris, hvis elpriserne i perioder er for høje. 

    - Det giver os samlet set en mere stabil produktion. Og det betyder, at vi kan bibeholde den varmepris vi har i dag. Samtidig undgår vores forbrugere at opleve de udsving i varmeprisen, som man ser nogle steder, fortæller Jørgen Dodensig. 

    Skal lære elmarkedet at kende 

    Udover de nye anlæg er en del af investeringen også at få lagt et strømkabel til N1’s transformerstation i nærheden, så man kan aftage strøm direkte til en bedre pris. 

    Og netop det med at være afhængig af elnettet bliver en helt ny hverdag for varmeværkets personale, erkender Jørgen Dodensig. 

    Indtil videre har Terndrup Fjernvarme derfor planer om at få en aftale på plads med en eludbyder, som skal være med til at styre handlen på elmarkedet. 

    - Med et personale på to og en halv mand er opgaven først og fremmest at sikre, at den daglige drift af varmeværket kører. Det er allerede rigeligt at se til, så i starten får vores personale i hvert fald brug for hjælp til at blive bekendte med elmarkedet, forklarer han og fortsætter: 

    - Men eftersom at vi fremover ikke skal bruge meget tid på at holde halmanlægget i gang om sommeren, bliver der god tid til at sætte sig ind i det. Og allerede nu deltager vi på flere af Dansk Fjernvarmes kurser, så vi både bliver klar til at styre byggeprojektet og derefter til at køre driften med de nye anlæg. 

    De sidste godkendelser mangler 

    Inden projektet helt kan sættes i gang, skal de sidste detaljer dog lige på plads. Terndrup Fjernvarme har netop fået en godkendelse fra Rebild Kommune og mangler nu et OK fra Energistyrelsen. 

    Falder det hele som forventet på plads, vil Terndrup Fjernvarme efter planen kunne tage de nye anlæg i brug i slutningen af 2026. 

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...