Gå til hovedindhold
Varmepumper & Elkedler
Varmekilder
Rammevilkår & Regulering

Vand fra Vesterhavet giver fjernvarmen et grønt løft

Den største varmepumpe i Danmark baseret på havvand er netop sat i drift ved havnen i Esbjerg. Projektet er både enestående og banebrydende og et godt eksempel på elektrificeringen og omstillingen af den danske fjernvarmesektor, mener Dansk Fjernvarme.

28. nov. 2024
Tekst af Niklas Lindstrøm Jørgensen, nlj@danskfjernvarme.dk

- Den nye havvandsvarmepumpe i Esbjerg er bare endnu et fantastisk eksempel på, at elektrificeringen af den danske fjernvarme fortsat buldrer derudad, siger direktør for Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen. Foto: Jesper Voldgaard.

Indhold

    Idriftsættelsen af Danmarks største havvandsvarmepumpeanlæg i Esbjerg er et stort skridt i udviklingen mod en mere elbaseret – og dermed grønnere – fjernvarme.

    Det nye anlæg består af to havvandsvarmepumper, som tilsammen kan producere hele 70 MW varme. Og de udgør en markant tilføjelse til den samlede kapacitet i varmepumper fordelt på fjernvarmeselskaberne i Danmark.

    Fjernvarmesektorens brancheorganisation, Dansk Fjernvarme, kalder projektet både enestående og banebrydende og vurderer, at anlægget på Esbjerg Havn sammen med øvrigt installerede varmepumpeanlæg i 2024 vil bringe kapaciteten i Danmark op på cirka 650 MW.

    Det svarer til en stigning på 30 procent sammenlignet med 2023, hvor kapaciteten lå på 499 MW. Lidt under halvdelen af den stigning vil komme fra havvandsvarmepumpeanlægget alene, når den anden enhed også sættes i drift.

    Derfor glæder det også direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, at man nu er nået så langt, at den første enhed kan tages i brug:

    - Den nye havvandsvarmepumpe i Esbjerg er bare endnu et fantastisk eksempel på, at elektrificeringen af den danske fjernvarme fortsat buldrer derudad – og jeg ser frem til at følge med i den betydning, varmepumpen får for DIN Forsynings forbrugere, siger han og fortsætter:

    - At vi med det nye anlæg lykkes med at øge den samlede varmepumpekapacitet i fjernvarmen med 30 procent sammenlignet med 2023 viser ikke mindst, at der fortsat er en stor vilje til at investere i den grønne omstilling.

    Fjernvarmens elektrificering i tal

    • Når havvandsvarmepumpen i Esbjerg er fuldt ud idriftsat vurderer Dansk Fjernvarme, at der vil være opført 650 MW varmepumper og 1.870 MW elkedler i Danmark
    • I alt er der dermed elektrificeret med 2.520 MW elbaseret varmeproduktion i fjernvarmen
    • Siden 2019 er den samlede kapacitet af el-løsninger tæt ved tredoblet

    Elbaseret fjernvarme er tredoblet siden 2019

    Udover den nye havvandsvarmepumpe har DIN Forsyning også etableret en elkedel på 40 MW som en del af deres projekt, Fremtidens Fjernvarme.

    Dermed bidrager man snart med hele 110 MW elbaseret produktion til den samlede danske kapacitet, som Dansk Fjernvarme vurderer til at ligge på cirka 2.520 MW i 2024. Heraf kommer 1.870 MW fra elkedler.

    I fremtiden forventer Dansk Fjernvarme, at flere fjernvarmeselskaber vil følge de gode eksempler fra Esbjerg og mange andre steder i landet og investere i mere elbaseret varmeproduktion.

    Siden 2019 er den samlede kapacitet af el-løsninger tæt ved tredoblet – og den stigning ser altså ud til at fortsætte.

    - Det er en enormt positiv tendens, for elektrificering er både med til at udfase fossil energi og sikre diversitet i varmeproduktionen. Det er godt for klimaet, for prisen på fjernvarme og for samfundet, siger Kim Mortensen, der understreger, at vi har brug for en flerstrenget strategi for den grønne omstilling, så selskaberne - og dermed forbrugerne – ikke bliver afhængige af én energikilde.

    - Vi har brug for, at selskaberne kan trække på forskellige brændsler, fordi det giver den nødvendige fleksibilitet til at modstå vanvittige prisstigninger på enkelte energikilder. Det opnår vi med en øget elektrificering i samspil med andre muligheder.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...