Bramming Fjernvarme vil af med naturgas: Investerer 100 mio.
En større millioninvestering skal hjælpe Bramming Fjernvarme af med naturgassen, sikre fleksible produktionsmuligheder og elektrificere fjernvarmen med et nyt varmepumpeanlæg.

222 stemmer for – og 3 imod.
Sådan lød resultatet, da en nærmest enstemmig ekstraordinær generalforsamling for nylig afgav et rungende ja til Bramming Fjernvarmes planer om at investere 100 millioner kroner i at elektrificere varmeproduktionen.
Godt nok er det mange penge for et mindre fjernvarmeselskab med knap 2.800 forbrugere – men blandt de fremmødte andelshavere gav det ikke anledning til at tvivle på fremtidsplanerne
For mens investeringen er dyr, er den på alle måder også nødvendig. I hvert fald hvis Bramming Fjernvarme skal frigøre sig af den naturgas, man er afhængig af i dag – og fortsætte med at levere stabil og billig fjernvarme i fremtiden.
- Derfor er det også rart at have en enig generalforsamling, når man skal ud og investere så mange penge, siger en tilfreds bestyrelsesformand Robin Poulsen.
Han forklarer, at de 100 millioner kroner blandt andet skal bruges på at opføre et nyt 6 MW varmepumpeanlæg og en 3.000 kubikmeter stor akkumuleringstank.
Det gør Bramming Fjernvarme til et blandt mange selskaber i fjernvarmesektoren, som i disse år sætter tempo på elektrificeringen. Frem til udgangen af 2023 er der installeret 1.719 MW elkedler og 499 MW varmepumper – en tredobling siden 2019.
Tre robuste ben at stå på
I tillæg til det nye elbaserede varmepumpeanlæg opfører Bramming Fjernvarme to nye gasmotorer med en tilhørende 2 MW varmepumpe baseret på røggaskøling.
Og selvom ’gasmotor’ måske ikke ligefrem rimer på 2025, er der en mening med det hele. Bramming Fjernvarmes gamle gasmotorer er ved at være udtjent og kan ikke længere levere den fleksibilitet, der efterspørges på elnettet.
Med nye motorer kan man fortsat hjælpe med at balancere nettet – samtidig med at de andre nye anlæg giver fjernvarmeselskabet mere fleksible produktionsmuligheder og hjælper dem af med en stor del af naturgassen, forklarer Robin Poulsen:
- I dag kommer cirka 40 procent af vores varme fra naturgas, mens vi producerer de sidste 60 procent på vores 15 MW elkedel. Men med de nye anlæg får vi pludselig tre langt mere robuste ben at stå på, fortæller han og fortsætter:
- Varmepumpeanlægget giver os en højere virkningsgrad af den strøm, vi producerer varmen på. Vi kan udnytte elkedlen, når prisen på strøm er fordelagtig – og med den nye akkumuleringstank kan vi bedre lagre varmen. Samtidig betyder vores nye gasmotorer, at vi fortsat kan lave billig varme og sende strøm ud på elnettet, når gaspriserne er lave nok.
Alt det giver ifølge formanden samlet set en helt anden fleksibilitet i produktionen, fordi man kan handle på elmarkedet, uanset om strømmen er billig eller dyr.
Vi kommer til at bruge betydeligt mindre gas. Og forudsat at alle forudsætningerne holder, vil forbrugerne også kunne mærke det på varmeregningen.
Sænker udledninger markant
Men det er ikke bare øget fleksibilitet, der følger med millioninvesteringen.
Efter planen skal Bramming Fjernvarmes nye varmepumpeanlæg producere godt 60 procent af varmen i fremtiden, mens omkring 30 procent skal komme fra elkedlen. Den sidste spidslast vil man fortsat dække ind med en gaskedel.
Og med den nye fordeling i varmeproduktionen kan man reducere CO2-udledningen markant i Bramming.
Fjernvarmeselskabet forventer at sænke udledningerne med mellem 80 og 90 procent. Man går altså fra at udlede 8.000 tons CO2 om året til potentielt at komme under 1.000 tons.
- Vi kommer til at bruge betydeligt mindre gas. Og forudsat at alle forudsætningerne holder, vil forbrugerne også kunne mærke det på varmeregningen, forklarer Robin Poulsen og fortsætter:
- Så investeringen er ikke bare nødvendig for at reducere vores CO2-udledning. Den sikrer også, at vi kan tilbyde en mere stabil og økonomisk fordelagtig varmeforsyning til alle vores forbrugere.
Godkendelserne til Bramming Fjernvarmes kommende produktionsanlæg er i hus – og nu går man så i gang med at forberede udbudsmateriale.
Efter planen vil man have omstillet hele produktionen i løbet af cirka to år.
Fakta om elektrificeringen i fjernvarmen
- Der er historisk i alt opført 1.719 MW elkedler samt 499 MW varmepumper
- I alt er der elektrificeret med 2.218 MW elbaseret varmeproduktion i fjernvarmen
- Siden 2019 er den samlede kapacitet af el-løsninger tæt ved tredoblet
- Alene i 2023 er der opført 615 MW el-løsninger
- Samlet set udgør el-baseret varmeproduktion cirka 11 procent af den samlede fjernvarmeproduktion
Elektrificering af fjernvarmen
Fjernvarmesektoren er i gang med en stor elektrificering af varmeproduktionen. Det har Dansk Fjernvarme sat fokus på - bl.a. med en række artikler med medlemmer, der er i fuld gang med elektrificeringen.
Bedsted Fjernvarme: Farvel til træpillerne og goddag til elektrificering - 25. februar 2025
Terndrup Fjernvarme erstatter halm med varmepumpe og elkedel - 10. februar 2025
Varmepumpe erstatter 39 år gammel affaldsovn i Aars - 24. januar 2025
Varme fra spildevand kan erstatte store mængder gas i Hedensted - 16. december 2024
Vestforbrænding arbejder på at få det mindste CO2-udslip i sektoren - 25. november 2024
Løsning Fjernvarme elektrificerer og sikrer varme til 1.000 nye kunder - 22. november 2024
Sdr. Felding Varmeværk: Fjernvarmeselskab hopper over spidsen - 20. november 2024
Middelfart Fjernvarme forfølger fremtidens elbaserede fjernvarme - 18. november 2024
Første spadestik er taget til elbaseret fjernvarme i Bjæverskov - 21. oktober 2024
Silkeborg Forsyning: Væk med de fossile brændstoffer og investér i elektrificering - 8. oktober 2024
Der er fuld fart på elektrificeringen
Udbygningen af elbaserede varmeløsninger i fjernvarmen bliver endnu mere tempofyldt de kommende fem til ti år. Det er forventningen hos brancheforeningen Dansk Fjernvarme.
👉 Tempoet er højt – og det stiger i de kommende år - 11. oktober 2024
Dansk Fjernvarme lancerer 8 anbefalinger, der skal sætte endnu mere fart i udviklingen:
👉 Fuld fart på elektrificering - 23. oktober 2024
Skriv kommentar