Louise Høst: Sammen med CCS er Affaldsenergi det nye guldæg
Danmarks næste store grønne eventyr, affaldsenergi, er lige rundt om hjørnet. Men potentialet bliver ikke udnyttet, og det skyldes, ifølge Fjernvarme Fyns direktør, Louise Høst, især reguleringen på affaldsområdet.

Affaldsenergi har et overset potentiale, Danmark har en enestående mulighed for at udnytte alt det ikke genanvendelige skrald til sidste blodsdråbe, vurderer Fjernvarme Fyns administrerende direktør, Louise Høst. Foto: Jesper Voldgaard.
Fjernvarme Fyns administrerende direktør, Louise Høst, lægger ikke skjul på sin begejstring, når hun taler om det store potentiale, der er i restaffald.
- Vi står med en kæmpe mulighed for at tage affald, som ikke kan genanvendes, og bruge det som en del af løsningen på vores klimakrise, siger hun.
Ifølge Louise Høst er affald ikke noget Danmark kan ignorere og bare håbe på forsvinder. Hun peger i den forbindelse på Miljøstyrelsens fremskrivninger, der viser, at affaldsmængden i Danmark i bedste fald vil forblive på samme niveau som i dag. I resten af Europa er tendensen endnu mere markant og mængden af affald stiger.
- Når vi ved, at affaldsproduktionen ikke forsvinder hverken i Danmark eller i resten af Europa, så giver det ikke mening, at vi i Danmark regulerer på en måde, der potentielt kan presse vores affaldsanlæg til at lukke ned, siger direktør for Fjernvarme Fyn.
Louise Høst mener, at affaldsenergi har et overset potentiale, fordi man i Danmark har en unik position. Danmark har et stort netværk af fjernvarmerør, som gør, at man kan deles om varme produceret på fælles anlæg.
- I Danmark har vi en enestående mulighed for at udnytte alt det ikke genanvendelige skrald til sidste blodsdråbe, fordi vi ikke kun får skraldet væk, men også udnytter til både el og varme, siger Louise Høst og fortsætter:
- Vi behøver ikke fyre for fuglene. Vi sender varmen direkte hjem i stuerne hos danskerne, fordi vi har den her rygrad af fjernvarmerør, som mange andre lande kun kan drømme om.
Restaffaldet forsvinder ikke
I Danmark brænder man hvert år over tre millioner tons restaffald, som bliver brændt på nogle store avancerede ovne, som hedder affaldsenergianlæg.
Da der ikke er udsigt til, at mængden af restaffald ser ud til at forsvinde foreløbig, er det derfor Fjernvarme Fyns direktørs pointe, at Danmark har en enestående mulighed for at udnytte restaffaldet til at lave energi.
- I nogle europæiske lande brænder man også affald for at kunne producere strøm, men det er stort set kun i Danmark, at teknologien og infrastrukturen gør det muligt samtidig at opvarme hele byer, uddyber Louise Høst og tilføjer:
- Energisektoren har skabt et slags guldæg for danskerne. Vi skaffer os af med skraldet, vi producerer strøm, og vi varmer hjemmene op. Ovenikøbet gør vi det på den mest effektive, klima- og miljømæssigt ansvarlige måde i verden.
CO₂-fangst som løftestang
Ambitionerne på affaldsenergianlæggenes vegne fejler ikke noget hos Louise Høst.
Det er også derfor, at Fjernvarme Fyn har søgt om prækvalifikation til den statslige CCS-pulje. Energistyrelsen offentliggjorde den 16. maj, at Fjernvarme Fyn er blandt de ti aktører, der får lov til at søge statens CCS-pulje. Her er der 28 milliarder på højkant, som skal sikre at CO2-fangst og lagring bliver en realitet i Danmark.
I forbindelse med ansøgningen har Fjernvarme Fyn indgået en projektaftale med virksomheden Linde, der efter planen, skal bygge, eje og drive CO2-fangstanlægget, inklusive rensning og fortætning af den fangede CO2.
- Når vi begynder at fange CO2 på vores affaldsenergianlæg, så står vi med en løsning, hvor vi kan håndtere affald uden at udlede CO2– og uden at belaste klimaet yderligere, forklarer Fjernvarme Fyns direktør.
Fjernvarme Fyn i tal
- Fjernvarme Fyn har en miljøgodkendelse til at forbrænde op til 290.000 ton affald årligt.
- I 2024 blev der hos Fjernvarme Fyn forbrændt 282.982 ton affald på anlægget. Det svarer til en varmeproduktion på cirka 3.100 TJ (omkring 30 procent af deres samlede varmeproduktion).
- Fjernvarmeselskabet har en elproduktion på cirka 140 GWh – hvilket svarer til elforbruget hos cirka 87.500 gennemsnitsdanskere.
- Fjernvarme Fyns affaldsenergianlæg er ejet af Fjernvarme Fyn FFA.
- Fjernvarmeselskabet har 377 medarbejdere.
Det er ikke nok, at Danmark har styr på sit eget affald, og hvis det stod til Louise Høst, skulle Danmark også tage ansvar på europæisk niveau:
- Vi kunne godt sætte os ned og hygge os i vores egen lille andedam og være stolte af vores egen løsning, men vi kunne også vælge at tage ansvar og hjælpe resten af Europa med at løse affaldsudfordringen, uddyber hun.
Det vil både gavne Danmark, Europa og resten af kontinentet, det er derfor Louise Høst pointe, at når Danmark har evnerne, bør Danmark også tage ansvar. Fordelen er ikke kun moralsk, da importeret affald kan blive til billig, grøn varme til danske fjernvarmekunder.
- Alternativet er, at affaldet i stedet deponeres i Sydeuropa, er ikke klimamæssigt forsvarligt, men det giver heller ikke økonomisk mening, understreger Louise Høst og tilføjer:
- Det er da bedre, at det europæiske skrald bliver til grøn fjernvarme i Danmark, end at det ender som deponi og forurener i Sydeuropa.

Da der ikke er udsigt til, at mængden af restaffald ser ud til at forsvinde foreløbig. Bør man udnytte restaffaldet til at lave energi, mener Louise Høst. Foto: Fjernvarme Fyn.
For Louise Høst giver det derfor rigtig god mening at få koblet CO2-fangst på affaldsenergianlæggene og gøre dem helt grønne.
- Selvom vi er de bedste til at udnytte affald på den mest klima-, miljøvenlige og mest effektive måde, er det klart, at ingen vil acceptere, at vi importerer affald, hvis det fører til øget CO2-udledning, uddyber Direktøren for Fjernvarme Fyn.
Derfor er CO2-fangst, ifølge Louise Høst, en bunden opgave, hvis vi fortsat vil kalde vores fjernvarme grøn.
Affaldsenergi skal ikke kvæles af dårlig regulering
Vejen hen imod at forløse affaldsenergiens store potentiale er dog langt fra snorlige, det er den ikke, fordi potentialet risikerer at blive kvalt af lovgivning, der modarbejder sig selv, mener Louise Høst og tilføjer:
- Lige nu er området styret af en lang række love, som nogle steder direkte spænder ben for den grønne omstilling.
Det er Louise Høst pointe, at det er som om, at affaldsvarme skal reguleres tre gange: Først med et særligt prisloft, så via substitutionsprisen og til sidst gennem den generelle fjernvarmeregulering. Det er svært at forstå, når prisen på affaldsvarme ofte er lavere end for eksempel varme fra biomasse.
Energisektoren har skabt et slags guldæg for danskerne. Vi skaffer os af med skraldet, vi producerer strøm, og vi varmer hjemmene op. Ovenikøbet gør vi det på den mest effektive, klima- og miljømæssigt ansvarlige måde i verden, uddyber hun.
Louise Høst forudser, at den uhensigtsmæssige regulering kan få store konsekvenser for flere affaldsenergianlæg. Alternativet til varme produceret på affald at lukke affaldsenergianlæggene og skifte til mere biomasse.
- Det sidste verden har brug for, er, at vi fælder flere træer. Og vi er langt fra klar til at gå over på ren el i Danmark. Af hensyn til forsyningssikkerheden i Danmark - både på varme og elsiden - så duer det ikke kun at råde over få brændselskilder i Danmark. Så bliver forsyningssikkerheden for skrøbelig, forklarer hun og uddyber:
- Selvom affald med CCS er det nye guldæg, så er det aldrig fornuftigt at lægge alle sine æg i én kurv. Derfor har vi både brug for affald og el som energikilde og i et vist omfang biomasse.
Louise Høst afslutter med en klar opfordring:
- Vi har allerede teknologien, infrastrukturen og erfaringen. Nu skal vi bare have modet og viljen til at tænke stort – og reguleringen til at understøtte det.

Hvad er et affalds-energianlæg?
Et forbrændingsanlæg bliver i fagsprog også kaldt et affaldsenergianlæg. På et affaldsenergianlæg brænder man restaffald fra borgere, virksomheder og genbrugspladser. Varmen fra forbrændingen bruges til produktion af el og fjernvarme.
Der er ca. 30 affaldsenergianlæg i Danmark, hvor de brænder restaffald fra private husstande, kontorer, butikker og firmaer. Anlæggene energiudnytter affald, som ikke kan genbruges eller genanvendes, men som samtidig ikke er deponeringsegnet. Derfor er energiudnyttelse placeret mellem genanvendelse og deponi i affaldshierarkiet.
Kilde: Affald.dk

Hvordan restaffald bliver til el og varme
Skraldebilen med restaffaldet kommer og læsser affaldet af i den store silo. Affaldssiloen er en stor skraldespand, som kan indeholde alt det restaffald, som borgere, virksomheder og firmaer producerer.
Fra siloen løfter store kraner affaldet ind i ovnen. Affaldet sorteres ikke på affaldsenergianlæggene. Derfor er det vigtigt, at man sorterer sit affald korrekt, inden man smider det ud. Restaffaldet, som kommer ind på anlægget, bliver jævnligt kontrolleret. Hvis der er for mange fejlsorteringer, får firmaet en bøde.
Til gengæld blander man affaldet. Det gør anlæggene, fordi affaldet brænder bedre, når vådt og tørt affald blandes. Da affaldet bliver mere ”ens”, inden det kommer ind i ovnene.
Affaldet bliver brændt i en eller flere ovnen på energianlægget. På de fleste affaldsenergianlæg er der mellem to og fire ovne, det er der, fordi det er smart at have mere end én ovn, således at man altid kan køre anlægget, selvom en af ovnene er ude af drift.
Ovnene ligger i forbindelse med siloen og fra siloen løfter kranen affaldet op i en tragt. Herfra glider det ind i ovnen, efterhånden som der bliver plads. Det tager to-tre timer, fra affaldet kommer op i tragten, til det er brændt i ovnen.
Når affaldet brænder opstår der en masse varme. Den varme bruger man til opvarme vandet i en stor kedel med, så det bliver det til damp, der indeholder meget energi. Dampen bruges til at lave strøm med i turbine og generator. Der er stadig meget energi i vandet, og den energi overføres til fjernvarmerørene.
Fjernvarmen opvarmer radiatorerne og giver varmt vand i vandhanen. Cirka 23 procent af fjernvarmen i Danmark kommer fra affaldsenergianlæg.
I Danmark har vi cirka 60.000 km fjernvarmerør, og over 64 procent af husene har fjernvarme.
Kilde: Affald.dk

Karen Grønning Mikkelsen
Artikler til Fjernvarmen
Webnyheder
Telefon: +45 23 10 38 47
E-mail: kgm@danskfjernvarme.dk
Skriv kommentar