Gå til hovedindhold
Rammevilkår & Regulering
Jura
Medlemmer

Forbrugerprisloft kan give de få valgfrihed, men skader de mange

Sdr. Herred Kraftvarmeværker på Mors har svært ved at se formålet med forbrugerprisloftet og frygter, at det alene vil være til nytte for de velbjergede, mens alle andre vil tabe på det.

8. okt. 2024
Tekst af Kim Vejrup, kve@danskfjernvarme.dk

Indhold

    Der er karsk og krads kritik fra Sdr. Herred Kraftvarmeværker af det lovforslag, som regeringen har lagt frem, og som bl.a. vil indføre et forbrugerprisloft på fjernvarmepriserne. Morsingerne har afgivet et høringssvar, hvor de helt overordnet konstaterer, at de har meget svært ved at se formålet med forbrugerprisloftet.

    ”Umiddelbart tænker vi at prisloftet vil komme enkelte forbrugere til gode, ikke det store fællesskab. Vores opfattelse er at det kun vil være velbjergede med de gode huse som udmelder sig. Altså et lovforslag, som måske kan give de få valgfrihed, men som skader de mange, ” skriver fjernvarmeselskabet, der hører hjemme på Mors.

    Sdr. Herred Kraftvarmeværker har mange kritikpunkter, men peger særligt på det faktum, at prisloftet vil udstille de varmeværker, der – som det er prisloftets natur – ikke formår at holde sig under den fastsatte pris på varmeforsyningen.

    Det er – mener kraftvarmeværket – ikke fair, eftersom energipriserne og dermed også indirekte varmepriserne i stort omfang er styret af lovgivning på området. Det er således ikke alene i fjernvarmeværkernes lod at bestemme fjernvarmepriserne.

    Lokal forskelle bag forskellige priser

    Samtidig peger Sdr. Herred Kraftvarmeværker på, at det helt grundlæggende er en forkert antagelse, at de store forskelle i fjernvarmeprisen handler om, hvorvidt varmeværker drives mere eller mindre effektivt.

    ”Det drejer sig i stedet om de lokale forskelle i muligheder, der findes for både varmeproduktion, men også udvikling, ” skriver morsingerne og fortsætter:

    ”Hos Sdr. Herred Kraftvarmeværker har vi ikke muligheder for at producere varme på el direkte fra vindenergi fra eksisterende vindmøller som man eksempelvis har gjort i Hvide Sande med stor succes. Havde vi haft muligheden for at anvende vind til varmeproduktion, ville vi have en pris, som vil være meget tæt på den pris, man lige nu har i Hvide Sande.”

    I det hele taget vil prisloftet på urimelig vis udstille selskaber som Sdr. Herred Kraftvarmeværker, fordi de – bl.a. af de førnævnte årsager – ikke har mulighed for at etablere nye brændsler i samme omfang som andre selskaber, og dermed vil deres priser fremstå som meget høje.

    Som underbygning nævner Sdr. Herred Kraftvarmeværker, at der i de godt og vel 30 år, som værket har eksisteret, er blevet bygget ca. 10 nye boliger i forsyningsområdet.

    ”Det har ikke givet plads til megen udvikling af vort varmeværk,” konstaterer værket i sit høringssvar.

    Hvad gør vi med de mange konkurser?

    Sdr. Herred Kraftvarmeværker gør ligeledes gældende, at der på Mors hersker særlige tilstande, der også er gældende i andre yderkantsområder. Det drejer sig bl.a. om, at der er mange boliger på Mors, hvor det ikke er muligt for ejerne at optage lån i eventuel friværdi, og at det gør det særligt kostbart for dem, hvis de skal investere i anden opvarmning – fx individuel varmepumpe – hvis deres nuværende fjernvarmeselskab går konkurs.

    Og netop frygten for flere konkurser betyder, at Sdr. Herred Kraftvarmeværker peger på endnu en mangel ved det foreliggende lovforslag. Der mangler nemlig en udmelding på, hvordan man fra Folketinget og staten stiller sig til, at der bør findes midler til nedlukning af de varmeværker, der bukker under som følge af forbrugerprisloftets indførelse.

    Alternativet er – som Sdr. Herred Kraftvarmeværker gør opmærksom på – at Folketinget ”sender regningen videre til de implicerede kommuner, som har garanteret for lån, og også har en social pligt til at hjælpe dem, som ikke har råd til anden varme, og som står med et helt usælgeligt hus”.

    ”Det skal bemærkes, at der er tale om forbrugere som hverken har mulighed for at låne i deres huse, og som for manges vedkommende ej heller kan lease en varmepumpe, da det økonomiske råderum er meget begrænset, og for nogen rent faktisk allerede overtrukket med følge af manglende betalingsevne, skriver Sdr. Herred Kraftvarmeværker i sit høringssvar.

    Skriv kommentar

    Andre klikkede på...